Bruxelles, den 5. februar 2001

5922/01 (Presse 41)

P 24/01

(OR. en)

 

PRESSEMEDDELELSE

Vedr.:

Erklæring fra formandskabet på Den Europæiske Unions

vegne om mediernes arbejdsvilkår og med påmindelse om Unionens

betænkeligheder med hensyn til Gongadze-sagen

 

Den Europæiske Union ønsker endnu en gang at gøre opmærksom på sine betænkeligheder over, at medierne i Ukraine fortsat har så problematiske arbejdsvilkår, og ønsker over for de ukrainske myndigheder at understrege nødvendigheden af at sikre, at journalister kan arbejde under sikre og trygge vilkår og uden at blive chikaneret. Det er i særlig grad vigtigt, at sendelicenser til radiostationer udstedes frit og åbent. Den Europæiske Union ser meget gerne, at dette vigtige princip overholdes for så vidt angår Radio Continent.

Til trods for anklagerens udtalelser i Radaen den 10. januar vedrørende efterforskningen i Gongadze-sagen er Den Europæiske Union ikke overbevist om, at denne sag er blevet undersøgt med tilstrækkelig transparens og omhu.

Den Europæiske Union opfordrer til, at der foretages en fuldstændig og transparent undersøgelse af Georgij Gongadze's forsvinden. En sådan undersøgelse ville skabe større tillid til de ukrainske myndigheders behandling af denne sag.

Den Europæiske Union er enig i de betænkeligheder, som Europarådets Parlamentariske Forsamling gav udtryk for i sin beslutning af 25. januar, og gentager denne forsamlings opfordring til de relevante ukrainske myndigheder om at træffe foranstaltninger til at forbedre det generelle arbejdsmiljø for medierne og til på længere sigt at skabe grundlag for en stabil og uafvendelig demokratisk reform inden for medierne i Ukraine. Den Europæiske Union støtter opfordringen fra Europarådets Parlamentariske Forsamling til Europarådet om at iværksætte en uafhængig analyse af de såkaldte Gongadze-bånd.

 

Mere generelt erindrer Den Europæiske Union om den betydning, den tillægger en styrkelse af den politiske frihed i Ukraine - herunder demonstrationsfriheden - hvilket er selve grundlaget for dens partnerskab med Ukraine i henhold til partnerskabs- og samarbejdsaftalen.

 

 

________________________