Forhandlingerne om EU's flerårige finansielle ramme (FFR)

Historie

 

FFR udsprang af en krise

Idéen om at skabe en flerårig finansiel ramme udsprang af EU's budgetkrise i slutningen af 1970'erne og 1980'erne. I 1979, 1984, 1985 og 1987 kunne Rådet og Europa-Parlamentet ikke nå til enighed om det følgende års EU-budget i tide. Det førte til anvendelse af den besværlige ordning med foreløbige tolvtedele, hvilket skabte forsinkelser i gennemførelsen af programmer og refusionen af betalinger til medlemsstaterne.

 

Faldende indtægter, stigende udgifter

En af årsagerne til EU's budgetkrise var, at indtægterne faldt, mens udgifterne steg. På indtægts­siden var det især afviklingen af told, der førte til et fald i de egne indtægter. Samtidig blev markedspolitikken på landbrugsområdet stadig dyrere, der blev iværksat nye politikker (f.eks. den fælles fiskeripolitik), og Fællesskabet fik nye medlemmer (Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986).

 

FFR's succes

Bestræbelserne på at skabe balance mellem indtægter og udgifter, hovedsagelig ved at forsøge at skaffe flere egne indtægter og begrænse udgifterne, viste sig at være utilstrækkelige. Først ved vedtagelsen af den første flerårige finansielle ramme ("Delors I-pakken" for perioden 1988-1992) blev betingelserne skabt for en gnidningsløs og vellykket budgetprocedure.

 

To nye egenskaber

Det lykkedes ved

  • fastsættelse af juridisk bindende udgiftslofter og
  • indførelse af en ny kategori af egne indtægter, nemlig medlemsstaternes bidrag baseret på bruttonationalprodukt (BNP), som fastholdt udgiftsbehovet under loftet for de egne indtægter.

 

I 1988, Delors I-pakkens første år, blev ordningen med foreløbige tolvtedele anvendt for sidste gang. Siden da er der vedtaget yderligere tre flerårige finansielle rammer af hver syv års varighed.

Tidslinje

1. januar  1988

Delors I-pakken fokuserede på oprettelsen af det indre marked

1988

Det Europæiske Råd i Bruxelles
den 11.-13. februar 1988

 

31. december 1992

1. januar 1993

Delors II-pakken for perioden 1993-1999 fokuserede på social- og arbejdsmarkedspolitik- og samhørighedspolitik og forberedelser til indførelsen af euroen


1992
Det Europæiske Råd i Edinburgh den 12. december 1992

1. januar 2000

Den tredje FFR, Agenda 2000, for perioden 2000-2006 skulle forberede udvidelsen

1999
Det Europæiske Råd i Berlin
den 25. marts 1999

31. december 1999

31. december 2006

 

1. januar 2007

De finansielle overslag fra 2007 til 2013 prioriterede bæredygtig vækst og konkurrenceevne

2005

Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16. december 2005

 

31. december 2013

 

Egne indtægter: vigtige ændringer gennem tiden

Da EU ikke må have underskud, er finansielle midler helt nødvendige for Den Europæiske Union. Indtægtstyperne er ændret betydeligt gennem tiden. I begyndelsen, fra 1958 og fremefter, blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab finansieret næsten udelukkende af medlemsstaternes bidrag. I 1970 blev disse finansielle bidrag gradvis afløst af egne indtægter, som bestod af told- og sukkerafgifter (de såkaldte traditionelle egne indtægter). Fra 1975 og fremefter kom de momsbaserede egne indtægter til.

 

Stigende pres

Dette system kom under stigende pres i 1980'erne. Især førte afviklingen af told til færre egne indtægter, som ikke kunne holde trit med de stigende udgifter. I 1988, hvor den første flerårige finansielle ramme trådte i kraft, blev der derfor tilføjet en ny kategori af egne indtægter: medlemsstaternes bidrag baseret på bruttonationalproduktet (BNP), som senere blev afløst af bruttonationalindkomsten (BNI). Denne egne indtægt skulle fastholde udgiftsbehovet under loftet for de egne indtægter.

 

Bidrag og korrektioner

I dag tegner de nationale bidrag baseret på medlemsstaternes BNI sig for ca. 75 % af EU's indtægter, mens de traditionelle egne indtægter og de momsbaserede egne indtægter tegner sig for henholdsvis ca. 13 % og ca. 11 %. Den resterende ca. 1 % udgøres af andre indtægter, bl.a. i form af bøder til virksomheder for brud på konkurrencereglerne. Gennem tiden er der blevet indført flere og flere korrektioner af bestemmelserne om egne indtægter for at kompensere for nogle medlemsstaters budgetuligevægte.