Schengen
Personers frie bevægelighed i Schengenområdet er et af de vigtigste og mest håndgribelige resultater af EU-integrationsprocessen. Det sikres og opretholdes på grund af to afgørende hjørnestene: solidaritet (deling af de byrder, som især bæres af landene ved Schengenområdets ydre grænser) og gensidig tillid (dvs. at én medlemsstat har tillid til den kontrol, som andre medlemsstater foretager).
Schengenaftalen blev undertegnet i 1985. I dag består Schengenfamilien af 28 lande, og der er allerede flere lande, der er klar til fuld tiltrædelse. I Rådet er der en specifik arbejdsgruppe, der behandler Schengenspørgsmål, og som kan mødes i fire forskellige sammensætninger: Schengenevaluering, Schengenreglerne, SIS-Sirene og SIS-teknik.
■ SCHENGENEVALUERING
I 1998 blev der nedsat et stående udvalg for anvendelse og evaluering af Schengenreglerne for at sikre, at lande, der ønsker at tilslutte sig Schengenområdet med fri bevægelighed, anvender Schengenreglerne korrekt, og at disse regler anvendes korrekt i de lande, der allerede er en del af Schengensamarbejdet; udvalget blev indarbejdet i EU's rammer i 1999 ved Amsterdamtraktaten. Siden da foretager evalueringsudvalg, der består af eksperter fra Schengenmedlemsstaterne og ledsages af en repræsentant for Kommissionen og for GSR, regelmæssigt evalueringsbesøg for at kontrollere, om Schengenreglerne anvendes korrekt på følgende områder:
- grænsekontrol (ved luft-, sø- og landgrænserne)
- grænseoverskridende politisamarbejde
- databeskyttelse
- funktionsmåde for SIS og Sirene
- visumudstedelse (konsulaterne).
Ekspertholdene peger på problemer og mangler og fremsætter desuden henstillinger og forslag til forbedringer for at optimere anvendelsen af Schengenreglerne og samarbejdet mellem medlemsstaterne og for - hvor det er muligt - at fastlægge bedste praksis for, hvordan reglerne gennemføres.
Alt dette kommer til udtryk i evalueringsrapporter, som derefter drøftes og vedtages i Gruppen vedrørende Schengenspørgsmål (Schengenevaluering).
"Beskyttelse af et Europa
uden indre grænser"
■ SIRENE
Sirene står for "anmodning om supplerende oplysninger ved det nationale grænseovergangssted" og angiver de vigtigste opgaver for "Sirenekontorerne", der er oprettet i alle Schengenlandene, og som er udveksling af yderligere eller supplerende oplysninger om indberetninger mellem landene.
Sirenekontorerne er nationale koordinationskontorer i de deltagende lande, der giver supplerende oplysninger om indberetninger og koordinerer foranstaltninger vedrørende indberetninger i Schengeninformationssystemet (SIS). De sikrer også, at der træffes passende forholdsregler, hvis en eftersøgt person anholdes, hvis en person, der er blevet nægtet indrejse i Schengenområdet, gør et nyt forsøg på indrejse, hvis en forsvunden person findes, hvis en stjålen bil eller stjålne identitetsdokumenter beslaglægges, osv.
Sirenekontorerne udveksler desuden oplysninger af betydning for politisamarbejdet og det retlige samarbejde, foretager databasesøgninger, koordinerer operationer på tværs af grænserne osv.
■ SCHENGENINFORMATIONSSYSTEMET — SIS
SIS er en fælles database over personer og genstande. SIS anvendes af de deltagende landes politi, grænse- og migrationsmyndigheder og retshåndhævende myndigheder. Der er adgang til SIS (det er omfattet af strenge databeskyttelsesregler) ved grænserne, på det nationale område og på konsulaterne i udlandet.
Den 1. januar 2013 indeholdt SIS mere end 46 millioner poster - vedrørende personer (omkring 1 million) og forsvundne eller stjålne genstande (omkring 45 millioner) - med henblik på beslaglæggelse eller anvendelse som bevismateriale i straffesager.
Den 9. april 2013 blev anden generation af Schengeninformationssystemet ("SIS II"), som har yderligere og forbedrede funktioner, taget i drift.
Oplysningerne er struktureret som indberetninger, hvor en indberetning er et datasæt, der gør det muligt for myndighederne at identificere personer eller genstande med henblik på at træffe passende forholdsregler. Systemet anvendes af politiet, grænsevagter, toldere, visummyndigheder og retshåndhævende myndigheder i hele Schengenområdet.
SIS II gør det muligt at indlæse en kopi af en europæisk arrestordre og sammenkoble indberetninger. Der er desuden mulighed for at lagre et større omfang af genstande, blandt andet både, luftfartøjer, kreditkort og industriudstyr.
SIS II indeholder også fotografier og fingeraftryk. Indledningsvis vil de kun blive anvendt til at bekræfte en persons identitet. Hvis og når teknologien er tilgængelig, bliver det også muligt at søge efter en persons identitet på grundlag af fingeraftryk.
SIS II [1] er i drift i 24 EU-medlemsstater og i de fire lande uden for EU, der er tilknyttet Schengensamarbejdet: Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.
[1] Relevant lovgivning om SIS II: forordning (EU) nr. 1986/2006, forordning (EU) nr. 1987/2006, afgørelse 2007/533/RIA, afgørelse 2013/115/EU, afgørelse 2013/157/EU og afgørelse 2013/158/EU.