Folkets stemme


© Fotolia

Forordningen om det såkaldte "borgerinitiativ" er nået frem til de sidste etaper i EU's lovgivningsprocedure, idet teksten fik tilslutning fra Rådet for Almindelige Anliggender den 14. december og blev godkendt af Europa-Parlamentet den 15. december. Denne fornyelse i henhold til Lissabontraktaten vil give Europas borgere mulighed for at bede Kommissionen fremsætte lovgivningsforslag.

Først skal "initiativtagerne" (som skal være en gruppe bestående af mindst syv personer fra mindst syv medlemsstater) lade initiativet registrere i Kommissionen, dvs. de skal fremlægge en kort beskrivelse af dets emne og formål på et af EU-sprogene.

Kommissionen registrerer det, hvis betingelserne i forordningen er opfyldt. Efter registreringen skal initiativtagerne indsamle en million støttetilkendegivelser (underskrifter) til initiativet fra borgere fra mindst en fjerdedel af alle medlemsstaterne. De har tolv måneder til at foretage indsamlingen. Støttetilkendegivelserne kan indsamles i papirform eller elektronisk.

Forordningen fastsætter desuden et minimum af underskrifter fra hver medlemsstat. For eksempel vil der i Luxembourg og Malta kræves henholdsvis 4 500 og 3 750 underskrifter, mens der vil kræves 54 000 britiske underskrivere og 74 259 tyskere, der er villige til at støtte det fremsatte initiativ.

Minimumsantallet af underskrivere pr. stat beregnes således: antallet af statens medlemmer af Europa-Parlamentet ganget med 750.

Til sidst, når støttetilkendegivelserne er blevet kontrolleret, og borgerinitiativet er blevet godkendt til fremsættelse og indgivet til Kommissionen, skal denne inden for tre måneder offentliggøre sine konklusioner om, hvorvidt den agter at følge initiativet op, og begrunde konklusionerne.

Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse
Webcast af pressekonferencen


17-12-2010