24-08-2011
Skrappere sanktioner over for Syrien
Den 23. august skærpede Den Europæiske Union sine sanktioner over for den syriske ledelse ved at udvide listen over de personer og enheder, der er mål for restriktive foranstaltninger.
© Fotolia, Floki Fotos
Med afgørelsen indføres der visumforbud og indefrysning af aktiver over for yderligere 15 personer, der sættes i forbindelse med den voldelige undertrykkelse. Yderligere fire syriske statslige organer og IRGC Qods Force, en specialiseret gren af Irans Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), der er involveret i at skaffe udstyr og støtte til at bistå det syriske regime i undertrykkelsen af protester, er også blevet tilføjet på listen, som hidtil var rettet mod 35 personer og fire enheder.
Forordning om gennemførelse af restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (fuld tekst, pdf)
Samme dag i Genève holdt FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) en særlig samling om Syrien, der var indkaldt på anmodning af Den Europæiske Union med tilslutning fra en lang række andre medlemslande og observatørlande. UNHRC fordømte de syriske myndigheders vold og besluttede at udsende et internationalt hold for at undersøge rapporterede krænkelser af menneskerettighederne i landet. Catherine Ashton, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, så med stor tilfredshed på resultatet af den særlige samling og beslutningen om omgående at iværksætte en undersøgelse af menneskerettighedskrænkelserne.
Yderligere oplysninger:
Erklæringer fra den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik:
- om FN's Menneskerettighedsråds særlige samling om Syrien (kun på engelsk) (pdf)
- om udvidelsen af de restriktive foranstaltninger over for Syriens regering (kun på engelsk) (pdf)
- på EU's vegne om EU's reaktion på optrapningen af den voldelige undertrykkelse i Syrien (pdf)
EU-Udenrigstjenestens websted om Syrien (kun på engelsk)