Syrien: EU ser med tilfredshed på oppositionens aftale


© Fotolia, Floki Fotos

20-11-2012

På samlingen i EU's Udenrigsråd fremhævede ministrene, at EU støtter de bestræbelser, der gøres af den fælles særlige repræsentant, Lakhdar Brahimi, for at finde en politisk løsning, og EU så med tilfredshed på aftalen indgået af den syriske opposition, som EU betragter som "legitime repræsentanter for det syriske folks forhåbninger".

Ministrene erklærede, at oppositionsgruppens aftale "er et stort skridt i retning mod den nødvendige enhed blandt den syriske opposition". EU ser frem til, at koalitionen fortsætter arbejdet for fuld inklusion, og at den tilslutter sig principperne om menneskerettigheder og demokrati.

Hvad angår regionen er EU forfærdet over den forværrede situation i Syrien og dybt bekymret over den syriske krises indvirkning på sikkerhed og stabilitet. EU "er fortsat forpligtet på Syriens suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet."

I betragtning af den forværrede humanitære situation og vinteren, der hurtigt nærmer sig, har EU forpligtet sig til at øge sin humanitære bistand yderligere og opfordrer alle donorer "til at gøre noget tilsvarende". Ministrene understregede også, at alle parter skal overholde den humanitære folkeret og beskytte sundhedspersonale og ‑faciliteter i overensstemmelse hermed.

EU som helhed har allerede bevilget over 228 mio. EUR i humanitær og anden bistand til syrere i og uden for Syrien og er den største donor af humanitær bistand i forbindelse med den syriske krise.

 

Yderligere oplysninger: