02-12-2011
Støtte til de sydlige nabolande
Udenrigsrådet gjorde på mødet den 1. december status over EU's støtte til reformprocessen i de sydlige nabolande og bekræftede på ny EU's tilsagn om at indgå et nyt partnerskab med de sydlige nabolande baseret på gensidig ansvarlighed og tilslutning til universelle værdier.
© Volodymyr Vasylkiv, Fotolia.com
EU's støtte fokuserer på tættere politisk samarbejde, støtte til økonomiske og sociale reformer, øget mobilitet og bedre markedsadgang. Der er afsat 350 mio. EUR i støtte til den demokratiske overgang, institutionsopbygning og økonomisk vækst for 2011 og 2012.
I de konklusioner, der blev vedtaget på mødet, tilbyder EU mere støtte til de partnere, der afgiver større tilsagn om og gør større fremskridt i retning af demokratiske reformer. Partnere, der indfører reformer til opbygning af et demokrati og en inklusiv økonomisk udvikling, kan nyde godt af et tættere politisk samarbejde, støtte til økonomiske og sociale reformer og gradvis økonomisk integration med EU's indre marked.
Der er indledt en dialog om migration, mobilitet og sikkerhed med Tunesien og Marokko. Kommissionen har foreslået forhandlingsmandater til indgåelse af frihandelsaftaler med Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien. Herudover støtter EU civilsamfundet med henblik på at fremme reformerne og øge den offentlige ansvarlighed i disse lande. 12 mio. EUR er øremærket de sydlige nabolande i "naboskabsfaciliteten vedrørende civilsamfundet", der har et samlet budget på 26,4 mio. EUR.
Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse (konklusionerne s. 14)
Webcast af pressekonferencen