Rådet for Udenrigsanliggender havde på samlingen den 22. november en indgående drøftelse af situationen i Sudan, en af de mest presserende udfordringer for det internationale samfund i den endelige, afgørende fase af den samlede fredsaftale fra 2005, der satte en stopper for mere end 20 års borgerkrig.
Med mindre end to måneder til folkeafstemningen i Sydsudan om selvbestemmelse, den fastlåste situation med hensyn til folkeafstemningen om den omstridte olierige grænseregion Abyeis status, en militær opbygning langs grænsen mellem Nord- og Sydsudan og en optrapning af kampene i Darfur ønsker Rådet, at Sudan fortsat skal stå højt på EU's dagsorden. EU sender en valgobservationsmission til at overvåge afstemningen.
Den højtstående repræsentant Catherine Ashton understregede betydningen af at sende et stærkt signal om EU's engagement i og støtte til en fredelig overgang i Sudan. Hun meddelte, at hun er ved at etablere en taskforce vedrørende Sudan under ledelse af EU's særlige repræsentant for Sudan, Dame Rosalind Marsden, som skal koordinere alle aspekter af EU's engagement.
Rådet vedtog konklusioner, der afspejlede, hvor højt EU prioriterer Sudan. De understregede, at en fuldstændig og rettidig gennemførelse af den samlede fredsaftale, herunder folkeafstemningerne om Sydsudan og Abyei, er af afgørende betydning for varig fred og sikkerhed. De så med tilfredshed på de fremskridt, der er gjort i de forhandlinger, der føres af Den Afrikanske Unions højniveaupanel under ledelse af præsident Thabo M'Beki, om udestående spørgsmål vedrørende den samlede fredsaftale og de fremtidige forbindelser mellem Nord- og Sydsudan.
Ministrene udtrykte også deres fortsatte bekymring over den sikkerhedsmæssige og humanitære situation i Darfur og mindede om, at freden i Sudan aldrig vil blive fuldstændig uden en varig løsning på konflikten i denne region, og opfordrede til at beskytte civile, fremme menneskerettighederne og bringe straffriheden til ophør.
Yderligere oplysninger:
Pressemeddelse
Rådets konklusioner
Webcast af pressekonference