Stop for tab af biodiversitet
 |
|
© Fotolia
|
Den biologiske mangfoldighed, dvs. de mange forskellige økosystemer, arter og gener, er stadig alvorligt truet over hele verden. Hvis vi fortsætter på samme måde, skønnes det årlige tab af livsvigtige økosystemtjenester, som naturen leverer os gratis, at løbe op i 50 mia. euro, mens det samlede velfærdstab i 2050 kunne nå op på 7 % af BNP. For at løse dette problem vedtog Miljørådet den 15. marts et nyt overordnet mål, der skal bremse tabet af biodiversitet i EU inden 2020, og opstillede sin vision for beskyttelsen af disse naturrigdomme til 2050.
På trods af indsatsen er de hidtil gældende biodiversitetsmål ikke blevet nået på EU-plan og globalt. Eksperterne mener, at over en tredjedel af de arter, der er vurderet, er udryddelsestruet, og det skønnes, at ca. 60 % af jordens økosystemer er blevet forringet i løbet af de sidste 50 år.
Miljøministrene understregede, at det internationale år for biodiversitet 2010, og især samlingen på højt niveau i FN's Generalforsamling i september, er en enestående lejlighed til at mobilisere verden til at gribe ind over for den globale biodiversitetskrise. Drøftelserne om revisionen af FN's konvention om den biologiske mangfoldighed er i gang. De skulle kunne afsluttes på den 10. partskonference i Nagoya i Japan i oktober 2010.
Biodiversiteten er ikke blot værdifuld i sig selv, den skaber også værdier gennem økosystemtjenester, f.eks. i form af mad og vand, ved at yde naturlig beskyttelse mod oversvømmelser og orkaner samt gennem klimaregulering. Sammen med klimaforandringerne er tab af biodiversitet den alvorligste globale miljøtrussel.
Mere information:
Rådets konklusioner
Rådets pressemeddelelse
Transmission af Rådets pressekonference