Sportspolitik i form
 |
|
© Fotolia
|
EU's første arbejdsplan for sport nogensinde blev godkendt af sportsministrene den 20. maj. Det er et nyt EU-kompetenceområde, der blev indført med Lissabontraktaten. Et andet spørgsmål, der blev drøftet på samlingen, var sportsrelaterede aspekter ved onlinevæddemål, som - ud over den formelle samling - blev drøftet i en struktureret dialog på højt niveau mellem EU og nationale offentlige myndigheder og repræsentanter fra sportsbevægelsen.
For perioden 2011-2014 er hovedformålet med arbejdsplanen at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og EU på sportsområdet. I dokumentet udpeges tre prioriterede indsatsområder: integritet, sociale værdier og økonomiske aspekter ved sport. Der vil blive nedsat flere arbejdsgrupper for at behandle spørgsmål som f.eks. antidoping, sportsuddannelser og sportsstatistikker.
Under den nye fordeling af kompetencer støtter og koordinerer EU's tiltag inden for sportspolitikken medlemsstaternes aktiviteter, mens beslutningerne stadig træffes på nationalt plan.
I den strukturerede dialog, bl.a. med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), drejede drøftelserne sig især om udfordringerne fra det seneste boom i onlinevæddemål, f.eks. udbredelsen af ulovlige væddemål i forbindelse med sport, og indvirkningen på finansieringen af sport. Ifølge IOC's skøn har den ulovlige væddemålsindustri en værdi på omkring 148 mia. EUR om året og uden nogen modydelse til sporten.
Den særlige samling om sport i Rådet for Uddannelse, Ungdom, Kultur og Sport blev ledet af Attila Czene, den ungarske sportsminister, som selv vandt guldmedalje i 200 m medley ved sommerolympiaden i 1996.
"Det er et meget sammensat spørgsmål, som vi må overveje nærmere", sagde han, da han talte om sportsrelaterede aspekter ved onlinevæddemål. "Vi har brug for meget konsultation og samarbejde mellem regeringerne, sportsbevægelsen og væddemålsoperatørerne", konkluderede han.
Yderligere oplysninger:
Resolution om en arbejdsplan for sport (pdf)
Webcast af Rådets debat
Rådets pressemeddelelse (pdf)
Webcast af det ungarske formandskabs pressekonference