Mindre forurening gennem udvidede vejafgifter for lastbiler


© Paylessimages, Fotolia

13-09-2011

Vejtransportvirksomhederne i EU skal bidrage mere til at dække de omkostninger, de forårsager i form af forurening og trafikpropper. Rådet vedtog den 12. september eurovignetdirektivet, der reviderer de gældende regler om vejafgifter for tunge godskøretøjer.

Eurovignet er en vejafgift, der giver adgang til store vejnet i flere medlemsstater. Formålet med direktivet er at mindske forureningen fra vejgodstransport og gøre trafikken mere flydende ved at opkræve afgifter, der indregner omkostningerne ved luft- og støjforurening fra trafikken og medvirker til at undgå trafikpropper.

Med henblik herpå kan medlemsstaterne anvende en ny afgift på lastbiler som supplement til de allerede eksisterende afgifter til dækning af omkostningerne ved anlæggelse, drift, vedligeholdelse og udvikling af vejinfrastruktur.

For at tilskynde transportvirksomhederne til at vælge alternative ruter eller slet ikke køre i myldretiden kan medlemsstaterne også differentiere infrastrukturafgiften for at tage hensyn til trafikbelastningen - med en maksimal sats for differentiering på 175 % i spidsbelastningsperioder i forhold til det gennemsnitlige afgiftsniveau og højst fem timer om dagen.

Vejafgifternes niveau vil afhænge af køretøjets emissioner, den tilbagelagte afstand samt stedet og tidspunktet for anvendelsen af vejene. Denne differentiering af afgifterne skal tilskynde til transportmønstre, der tager mere hensyn til miljøet, og for eksempel vælge jernbane eller vandveje.

Det anbefales, at medlemsstaterne øremærker indtægterne fra afgifterne til projekter i transportsektoren, især til støtte for det transeuropæiske transportnet.

Medlemsstaterne har to år til at gennemføre direktivet i deres nationale lovgivning.

Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse