Forslag om at ændre Schengenreglerne
© Fotolia
23-09-2011
På samlingen i Rådet for Retlige og Indre Anliggender den 22. september fik ministrene fore-lagt to nye lovgivningsforslag, der tager sigte på at ændre reglerne for Schengenevalueringsmekanismen og reglerne for midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved Schengenområdets indre grænser under ekstraordinære omstændigheder.
Efter de nuværende regler foretages evalueringen af, hvordan medlemsstaterne anvender Schengenreglerne, ved hjælp af en mellemstatslig mekanisme (såkaldt peerevaluering). Med forslagene vil der blive indført (anmeldte eller uanmeldte) kontrolbesøg af eksperthold under ledelse af Kommissionen.
Hvis en medlemsstat ikke i tilstrækkelig grad beskytter en del af EU's ydre grænse, vil Kommissionen ifølge de fremlagte planer have ret til at foreslå midlertidig lukning af et specifikt grænseovergangssted og eventuelt genindførelse af kontrol ved de indre grænser i en vis periode.
Medlemsstaten vil fortsat modtage støtte (inklusive teknisk og økonomisk) fra Kommissionen, medlemsstaterne, Frontex og andre EU-agenturer.
Ifølge udkastet vil medlemsstaterne stadig ensidigt kunne beslutte at genindføre grænsekontrol i nødsituationer (som f.eks. terrorangreb, alvorlig kriminalitet osv.). Denne kontrol kan opretholdes i 5 dage og kan kun forlænges, hvis det besluttes på EU-plan.
Derimod vil enhver beslutning om at genindføre kontrol ved de indre grænser i forbindelse med planlagte begivenheder (som f.eks. sportsarrangementer eller store politiske møder) blive truffet på europæisk plan (på grundlag af et forslag fra Kommissionen, der støttes af et kvalificeret flertal af medlemsstaterne).
Flere delegationer har allerede givet udtryk for kritik af de nye forslag.
Et andet Schengenrelateret punkt på ministrenes dagsorden var afstemningen om afgørelsen om fuld anvendelse af bestemmelserne i Schengenreglerne i Bulgarien og Rumænien. Afstemningen blev imidlertid udsat, da afgørelsen ikke fik enstemmig opbakning fra medlemsstaterne. Det polske formandskab for EU-Rådet agter at fortsætte sine bestræbelser på at opnå enighed om dette spørgsmål.
Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse(pdf)
Webcast af pressekonferencen