Projekt Europa 2030
 |
|
Herman Van Rompuy med Felipe González, formand for Refleksionsgruppen vedrørende Europas Fremtid.
© Den Europæiske Union, 2010
|
Ved en højtidelighed under åbent hus-arrangementet den 8. maj i Rådet overrakte formanden for Refleksionsgruppen vedrørende Europas Fremtid, Felipe González, gruppens rapport "Projekt Europa 2030 - Udfordringer og muligheder" til formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy.
Den uafhængige Refleksionsgruppe blev nedsat med Felipe González som formand af Det Europæiske Råd for at identificere og analysere de udfordringer, EU vil stå over for i 2030, og foreslå løsninger. Gruppen består af 12 medlemmer med fremragende ekspertise på deres respektive aktivitetsområder. Den har bl.a. rådført sig med eksperter fra akademiske kredse og erhvervslivet.
I denne rapport til Det Europæiske Råd opregnes en stribe problemer, som EU og medlemsstaterne står over for, f.eks. den globale økonomiske krise og stater, der kommer banker til undsætning, klimaforandringerne og energiforsyningen samt truslerne fra terrorisme og organiseret kriminalitet.
Refleksionsgruppen er overbevist om, at EU kan overvinde vanskelighederne, hvis alle - politikere og borgere - er enige om at gå sammen og optræde resolut for at videreudvikle dette ambitiøse politiske projekt. Det er derfor afgørende, at borgerne bakker op om Unionen og deltager i den videre udvikling.
Herman Van Rompuy takkede Felipe González for det vigtige arbejde med sammenfatningen: "Nogle gange er vi nødt til at standse op og betragte tingene på afstand. Vi må træde et par skridt på afstand af den aktuelle krise for at se klart igen. Det er præcis, hvad I har gjort i denne rapport, hvor I har anlagt det lange perspektiv. I ser ud i fremtiden i 2030. Til den tid vil jeg have nået den respektable alder af 83, og jeg vil kunne finde rapporten frem igen og kontrollere, om den havde ret. Det er på tide, at Den Europæiske Union udvikler sine prognostiske evner. I har identificeret alle de store udfordringer, alle de store muligheder for Europa, de er nøglerne til fremtiden."
Mere information:
Projekt Europa 2030
Refleksionsgruppen vedrørende Europas Fremtid - Baggrund
Refleksionsgruppens websted(en)
Webcast af højtideligheden
Webcast af pressekonference med Felipe González