01-07-2012
Præsident Christofias: Vi vil arbejde for et bedre Europa
Det cypriotiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union i 2. halvår af 2012 vil målrette sin indsats hen imod et mere effektivt og bæredygtigt Europa med en bedre fungerende økonomi baseret på vækst, mere relevant for borgerne og med en aktiv tilstedeværelse i verden, siger Demetris Christofias, præsident for Republikken Cypern, i et interview til dette websted.
Demetris Christofias
Republikken Cyperns præsident
© Republikken Cyperns præsidentkontor
Hr. præsident, inden overtagelsen af det roterende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, for første gang siden Cypern tiltrådte Den Europæiske Union i 2004, formulerede Deres land visionen om et bedre Europa, et EU som er mere relevant for borgerne og verden, og som tilbyder et positivt livssyn, især for de yngre generationer. Hvordan kan denne vision fremmes i den nuværende økonomiske situation?
Det cypriotiske formandskab vil arbejde For et bedre Europa, et EU som er mere relevant for borgerne og verden. Vi mener, at diskussionen bør bevæge sig væk fra den traditionelle debat om, hvorvidt der bør være "mere" eller "mindre" Europa. Hvad der virkelig betyder noget nu, er at få et bedre Europa, et mere effektivt og bæredygtigt Europa, et Europa med en bedre fungerende økonomi baseret på vækst, et Europa som er mere relevant for borgerne og et Europa med en aktiv tilstedeværelse i verden, som er tæt på sine naboer.
Der er ingen tvivl om, at de socioøkonomiske konsekvenser af den finansielle krise og statsgældskrisen i EU har påvirket europæernes dagligdag negativt, hvilket alvorligt undergraver den sociale samhørighed. Det er på høje tid, at alle vores bestræbelser tager sigte på et bedre Europa for de yngre generationer. Det er det cypriotiske formandskabs mål: et håbets Europa. Selv et lille skridt i denne retning vil blive betragtet som en succes. Dette er ikke en dristig udtalelse, vi forstår begrænsningerne ved en seksmåneders periode, men vi er også klar over, at det nu er tid til at fokusere på vækst og fremme jobskabelse og muligheder specielt for ungdommen, der er fremtiden for vores Europa.
Hvilke prioriteter skal Rådet drøfte i løbet af det cypriotiske formandskab?
Der er en række prioriteter og vigtige spørgsmål, som vil blive drøftet i Rådet under det cypriotiske formandskab, hvoraf nogle er:
- Den flerårige finansielle ramme – 2014-2020 (og relevante finansielle programmer). Målet er at færdiggøre forhandlingerne og afslutte med et retfærdigt og effektivt EU-budget, der skaber vækst og beskæftigelsesmuligheder.
- Samhørighedspolitikken: Formandskabets mål vil være at gøre mest muligt fremskridt, eftersom afslutningen af forhandlingerne om de nye lovgivningsmæssige rammer for samhørighedspolitikken er helt afgørende. Det er naturligvis betinget af, at forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme tilendebringes.
- Den fælles landbrugspolitik: Det cypriotiske formandskab vil bestræbe sig på at bringe drøftelserne et skridt videre. Formandskabet vil gøre alt for at sikre, at når der er opnået en aftale om den flerårige finansielle ramme, vil arbejdet med indholdet af reformerne af den fælles landbrugspolitik være på et fremskredent stadium, så det derefter hurtigt kan afsluttes.
- Økonomisk styring - økonomisk krise - vækst: Det cypriotiske formandskab vil stræbe efter at tilvejebringe nye, forbedrede rammer for økonomisk styring og styrke budgetovervågningen for at sikre finanspolitisk stabilitet. Desuden vil det cypriotiske formandskab fremme politikker, der vil give vækst og skabe effektivitet, velstand og arbejdspladser. Vægten vil ligge på områder, der vil resultere i frembringelse af vækst, herunder den flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020, uddybningen af det indre marked, gennemførelsen af Europa 2020-strategien samt beskæftigelsespakken og initiativet Muligheder for Unge.
- Fælles europæisk asylsystem: Målet er at opnå etablering af det fælles europæiske asylsystem inden udgangen af 2012 med fokus på styrkelse af det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne for at beskytte rettighederne for personer med behov for international beskyttelse.
- Det indre marked: Vi stræber efter at fremme uddybningen af det indre marked med henblik på at puste nyt liv i den europæiske økonomi, skabe sociale fremskridt og støtte SMV'ernes og forbrugernes behov.
- Udvidelsespakken: Vi vil fremme de nødvendige processer og foranstaltninger for at bringe udvidelsespolitikken videre.
En af de største udfordringer er forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme, der dækker perioden 2014-2020. Hvordan kan det cypriotiske formandskab bidrage til en vellykket afslutning på disse forhandlinger?
Med udgangspunkt i det danske formandskabs vældig gode arbejde ser vi frem til at "arve" sagen. Vi vil arbejde hårdt på at færdiggøre forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme. Vores ambition er at nå til enighed om et retfærdigt og effektivt EU-budget, der tilstræber at skabe vækst og styrke konkurrenceevnen i hele EU, skabe beskæftigelsesmuligheder og samtidig tage hensyn til medlemsstaternes økonomiske genopretning. Men hele diskussionen om den nuværende økonomiske situation er vanskelig og kræver respekt for medlemsstaternes indsats for at forene finanspolitisk konsolidering med vækst og jobskabelse og samtidig bevare den sociale samhørighed.
Under forhandlingerne vil det cypriotiske formandskab optræde som en ærlig mægler. Et godt samarbejde EU-institutionerne imellem, der sikrer "fællesskabsmetoden", er af allerstørste betydning og vil give mulighed for politisk enighed inden udgangen af året i tæt samarbejde med Det Europæiske Råds formand, Herman Van Rompuy. Med overholdelse af den institutionelle balance vil vi fortsætte den igangværende høringsproces, ligesom under det polske og det danske formandskab, og arbejde konstruktivt sammen med Europa-Parlamentet.
Det cypriotiske formandskab vil fortsætte med at bruge den forhandlingsramme, der oprindeligt blev udarbejdet af det danske formandskab, som det grundlæggende redskab til afspejling af resultatet af drøftelserne. For at skubbe forhandlingerne fremad planlægger vi at afholde intensive bilaterale møder i Bruxelles i juli med medlemsstaterne på både politisk plan og ekspert-/ teknokratplan. Formålet med disse møder er at drøfte hver enkelt medlemsstats prioriteter. Samtidig planlægger vi at mobilisere alle Rådets forberedende organer med henblik på en fælles drøftelse på julisamlingen i Rådet for Almindelige Anliggender. Den flerårige finansielle ramme vil under det cypriotiske formandskab være på dagsordenen for alle samlinger i Rådet for Almindelige Anliggender, indtil forhandlingerne er afsluttet. Ud over de formelle samlinger i Rådet for Almindelige Anliggender planlægger vi at holde et uformelt europaministermøde på Cypern den 30. august, som vil blive helliget den flerårige finansielle ramme. Vores mål er at gøre sagen klar til, at der kan opnås politisk enighed på mødet i Det Europæiske Råd i oktober. Skulle dette ikke være muligt, vil drøftelserne fortsætte i Coreper (De Faste Repræsentanters Komité) og i Rådet for Almindelige Anliggender med henblik på at bane vej for en afslutning af spørgsmålet på det Europæiske Råds møde i december.
Alt i alt bør debatten om den flerårige finansielle ramme ikke være begrænset til en simpel diskussion af landenes nettopositioner. Den bør række videre. Budgettet skal tilstræbe at levere vækst og konkurrenceevne i hele EU samt solidaritet og retfærdighed og derved bidrage til social samhørighed.
I forhold til de vigtigste fælles politikker inden for den flerårige finansielle ramme såsom samhørighedspolitikken, den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik samt rammeprogrammet for forskning og innovation "Horisont 2020" vil formandskabet bestræbe sig på at opnå størst mulige fremskridt i forhandlingerne.
Hvilke nye foranstaltninger vil være nyttige for at få euroområdet ud af krisen, for at fremme økonomisk styring yderligere, for at sikre finanspolitisk stabilitet og for at opnå højere beskæftigelse og bæredygtig vækst?
Der er blevet truffet en række vigtige foranstaltninger med hensyn til at øge den økonomiske styring, og andre er undervejs. Formandskabet vil fokusere på at gennemføre de nye, forbedrede rammer for den økonomiske styring og vil fremme og træffe foranstaltninger, der skønnes nødvendige for yderligere at forbedre den økonomiske styring og styrke budgetovervågningen for at sikre finanspolitisk stabilitet. Sixpack'en, den nye mellemstatslige traktat og twopack'en er vigtige nye parametre, der reformerer den måde, finanspolitik formuleres, og styrker den økonomiske styring. Som formandskab er vi klar til at gå videre og opnå fremskridt vedrørende nye foranstaltninger, der måtte blive vedtaget af Rådet, Det Europæiske Råd og Eurogruppen om den økonomiske politik.
Ud over de foranstaltninger, der tager sigte på finanspolitisk konsolidering, er det af afgørende betydning at stimulere udvikling og økonomisk vækst. Det anerkendes, at vækst drives af initiativer i den private sektor. Tilbagevenden til makroøkonomisk stabilitet og tillid til økonomiernes offentlige finanser er af afgørende betydning for at skabe plads til investeringer i den private sektor, opnå højere beskæftigelse og bæredygtig vækst. Som sådan vil en række andre vækstfremmende foranstaltninger, som jeg før har nævnt (f.eks. det indre marked), blive fremmet.
Samlet set skal finanspolitisk disciplin i euroområdet og i EU i almindelighed suppleres med fremme af en stærk vækststrategi. Det er den måde, vi foreslår at gribe følgerne af den nuværende økonomiske krise an på mest effektivt. Politikker, der kun består i stramninger, har ikke vist sig at være vellykkede.
Hvordan kan man uddybe det indre marked, som i 2012 har 20 års jubilæum?
Siden 1992 har det indre marked medført betydelige fordele og skabt nye muligheder for europæiske borgere og virksomheder. Til trods for de hidtidige fremskridt er der stadig mange urimelige hindringer i visse sektorer i økonomien med negative følger for vækst. Det indre marked er dog stadig en af de drivende kræfter bag EU's økonomi og et af de største aktiver i bekæmpelsen af den økonomiske krise og forbedringen af konkurrenceevnen. Fremme af indsatsområderne i akten for det indre marked og eventuelle nye foranstaltninger som led i den kommende akt for det indre marked II forventes at genskabe tilliden til det indre marked og bidrage til at stimulere den økonomiske vækst og sociale fremskridt gennem oprettelsen af et gavnligt miljø for forbrugere, arbejdstagere og små virksomheder. Det cypriotiske formandskab vil inden for rammerne af akten for det indre marked fokusere på følgende:
- anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
- kollektiv forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder
- alternativ tvistbilæggelse i forbrugertvister samt onlinetvistbilæggelse
- regnskabsstandarder
- lovgivningspakken om offentlige indkøb
- retningslinjer for de transeuropæiske energi-, transport- og telekommunikationsnet
- beskatning af energiprodukter
- udstationering af arbejdstagere
- e-autentificering
Formandskabet vil også gå i gang med arbejdet med akten for det indre marked II, som forventes vedtaget af Kommissionen efter sommerferien for yderligere at fremme bestræbelserne på at frigøre det fulde job- og vækstpotentiale i det indre marked.
Regner De med, at det fælles europæiske asylsystem bliver færdigt inden udgangen af 2012?
Det fælles europæiske asylsystem (CEAS) er en forpligtelse, der er pålagt medlemsstaterne i henhold til Lissabontraktaten. Denne forpligtelse gøres endnu mere eksplicit i Stockholmprogrammet, hvor medlemsstaterne forpligtede sig til at etablere et fælles asylsystem senest inden udgangen af 2012.
Det polske og det danske formandskab har gjort betydelige fremskridt med de forskellige lovgivningsmæssige elementer, der er nødvendige for at færdiggøre CEAS. Cyperns rolle er central, da man nu skal udfolde alle bestræbelser på at nå til enighed inden udgangen af 2012. Vi er dog klar over, at dette er yderst krævende. Der er stadig divergerende opfattelser blandt EU's institutioner og medlemsstater med hensyn til integrationens omfang og tempo på asylområdet. Det cypriotiske formandskab vil derfor fokusere på at afslutte alle udestående spørgsmål, både hvad angår substansen - der er stadig forskellige holdninger til lovgivningsteksterne - og processen - i forbindelse med afslutningen af forhandlingerne med Europa-Parlamentet.
Det skal dog stå klart, at dette ikke er nogen nem opgave, især i betragtning af den nuværende finanskrise, der tvinger medlemsstaterne til at anvende spareforanstaltninger over en bred kam, bl.a. med hensyn til asylprocedurer. Under disse omstændigheder bliver formandskabets opgave - inden årets udgang at have en afbalanceret lovgivning på plads, der giver "høje beskyttelsesstandarder" for dem, der gør sig fortjent til det, og "retfærdige og effektive procedurer, der kan forhindre misbrug" uden ekstra administrative omkostninger for medlemsstaterne - en endnu større udfordring. Vi mener dog, at den rette konsensus vil blive opnået, da alle medlemsstater og institutioner er klar over, at en færdiggørelse af CEAS så hurtigt som muligt er til gavn for Unionen som helhed.
Efter Det Arabiske Forår forsøger Deres land at skabe tættere forbindelser mellem Europa og dets naboer. Hvilket initiativer vil det cypriotiske formandskab tage på det område?
Det cypriotiske formandskab vil støtte den højtstående repræsentant Catherine Ashtons bestræbelser på at forbedre forbindelserne med Unionens sydlige naboer. Formålet er naturligvis at støtte den demokratiske omstilling hos vores sydlige partnere på grundlag af "mere for mere"-princippet,
Europa er nødt til at indlede en strategi, der går ud på at sikre pluralisme og et alsidigt forhold til partnerne i Middelhavsområdet. Dialogen med landene i regionen om handelsforbindelser og økonomiske forbindelser samt om andre spørgsmål af fælles interesse, såsom migration, mobilitet og sikkerhed, vil blive fremmet yderligere.