Formandskabets prioritering for landbrug og fiskeri


Eskil Erlandsson, Sveriges landbrugsminister

Foto: Anna Molander

Den 13. juli havde Landbrugs- og Fiskerirådet en offentlig debat om det svenske formandskabs arbejdsprogram for det næste halvår. Hovedprioriteterne er bæredygtigt fiskeri, de globale udfordringer i forbindelse med fødevaresikkerhed og klimaændringer samt sundt husdyrhold.

Formandskabet vil gøre EU's fiskeri mere bæredygtigt på lang sigt. Et nyt forslag, der skal gøre fiskerikontrollen mere effektiv, er til forhandling og skulle efter planen kunne vedtages til efteråret. Ministrene vil fortsætte med at drøfte den grundlæggende reform af den fælles fiskeripolitik, der er planlagt til at træde i kraft i 2013.

Landbruget bør selv medvirke til at nedbringe sin negative påvirkning af klimaet, samtidig med, at det skal tilpasse sig uundgåelige forandringer. På internationalt plan vil EU bidrage til FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations indsats for global fødevaresikkerhed.

Sikre fødevarer er en anden prioritet, herunder nogle nye bestemmelser om nye fødevarer. Det svenske formandskab stræber efter at gøre det lettere for forbrugerne at træffe bevidste og informerede valg: her er en ny EU-forordning om fødevareinformation et væsentligt element.

Sund husdyrproduktion og dyresundhed går hånd i hånd. Nye lovgivningsforslag, der skal forbedre dyrevelfærden både inden for fødevareproduktion og videnskabelige forskning, er på vej. Endelig vil arbejdet med dyresundhedsstrategien, der har betydning for dyreproduktionen i fremtidens EU, blive ført videre.

Mere information:

Rådets pressemeddelelse (pdf)

Transmission af Rådets pressekonference

Offentlig debat i Rådet



16-07-2009