27-03-2013
Politisk enighed om nye kapitalkrav til banker bekræftet
Den 27. marts 2013 godkendte De Faste Repræsentanters Komité en politisk enighed om en kompromistekst om strengere kapitalkrav til banker (CRD IV-pakken). Europa-Parlamentets tilslutning mangler stadig, før teksterne kan godkendes endeligt.
© Jacek Michiej – Fotolia.com
Formålet med de nye regler
Med CRD IV-pakken indlemmes et omfattende sæt internationale standarder, den såkaldte Basel III-aftale, i EU-lovgivningen.
Disse nye europæiske regler er også udarbejdet med henblik på at:
- øge den finansielle stabilitet ved at gøre banksektoren mere modstandsdygtig over for finansielle chok
- bidrage til bæredygtig økonomisk vækst ved at indføre harmoniserede regler, som er nødvendige af hensyn til det indre marked, og på samme tid sikre, at der fortsat er kreditmuligheder i realøkonomien.
De foranstaltninger, som indføres, omfatter bl.a.:
- en højere andel af kapital af topkvalitet (egentlig kernekapital, CET 1) til dækning af uventede tab
- yderligere kapitalkrav i form af buffere
- bestemmelser om likviditet og gearing
- medlemsstaternes mulighed for at stramme tilsynsreglerne
- loft over bonusudbetalinger til bankfolk
- styrket ledelse og gennemsigtighed.
Den nye lovgivning vil finde anvendelse for alle europæiske banker.
Næste skridt
Efter denne enighed i De Faste Repræsentanters Komité - et organ på ambassadørniveau, som forbereder rådsafgørelser - sendes udkastet til forordningen og udkastet til direktivet til Europa-Parlamentet. Hvis Parlamentet godkender de tekster, der er opnået enighed om, vil Rådet også godkende dem uden yderligere drøftelser.
De nye regler vil finde anvendelse fra den 1. januar 2014, hvis offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende finder sted inden den 30. juni 2013.
Se også: