Biocider er stoffer, som anvendes i produkter som f.eks. insektdræbende midler, desinfektionsmidler, afskrækningsmidler, træbeskyttelsesmidler og antifoulingmaling til skibe. Den 20. december nåede miljøministrene til enighed om nye regler til at reducere risiciene ved biocidholdige kemikalier.
For første gang fastsætter lovgivningen, hvilke aktive stoffer der ikke må anvendes i biocidholdige produkter. De farligste stoffer vil ikke længere være tilladt, navnlig stoffer, der kan fremkalde kræft, mutationer eller frugtbarhedsforstyrrelser. Hormonalt aktive stoffer, stoffer med hormonforstyrrende effekt, vil blive forbudt, og det samme gælder miljøskadelige kemikalier. Stoffer, der kan være afgørende for at forebygge en alvorlig risiko for folkesundheden eller miljøet, kan imidlertid fortsat godkendes på visse betingelser.
Reglerne omfatter nu også genstande, hvori skadedyrsbekæmpende kemikalier indgår. En bred vifte af hverdagsprodukter, f.eks. soveposer eller sofaer, behandles med biocidholdige stoffer. De må ikke længere behandles med ikke-godkendte kemikalier og skal mærkes, så allergiske reaktioner på restkoncentrationer af kemikalier kan forhindres. Reglerne gælder også for alle importerede produkter.
I henhold til den nye forordning indføres der en valgfri procedure for godkendelse af biocidholdige produkter på EU-niveau med henblik på at nedbringe producenternes administrative byrde.
Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse
Offentlig debat
Webcast af pressekonferencen