Jeroen Dijsselbloem udnævnt til ny formand for Eurogruppen


Jeroen Dijsselbloem

22-01-2013

Den 21. januar udnævnte Eurogruppen sin nye formand, den nederlandske finansminister Jeroen Dijsselbloem. Jeroen Dijsselbloem træder i stedet for Jean-Claude Juncker og skal bestride posten i to et halvt år.

Jeroen Dijsselbloem blev udnævnt til finansminister i den nuværende nederlandske regering den 5. november 2012. Han har, før han tiltrådte denne stilling, været medlem af Andetkammeret siden 2000 med en kort afbrydelse i 2002. Ud over at være talsmand for sit parti har han været formand for en parlamentarisk undersøgelseskomité vedrørende uddannelsesreformer.

Jeroen Dijsselbloem har en grad i landbrugsøkonomi. Han startede sin karriere som assistent for det nederlandske arbejderpartis medlemmer i Europa-Parlamentet, senere blev han politisk administrativ rådgiver i ministeriet for landbrug, naturforvaltning og fiskeri i Haag, hvorefter han blev vicechef for ministeriets rådgivningsafdeling.

Jeroen Dijsselbloem meldte sig ind i det nederlandske arbejderparti (PvdA) i 1985. Han blev udnævnt til næstformand for partiets gruppe i det nederlandske parlament i 2008 og var medlem af partiets udvalg for valgprogrammet i 2010 og 2012.

Da han er uddannet ved både Wageningen Universitet og University College, Cork (Irland), taler Jeroen Dijsselbloem både nederlandsk - hans modersmål - og engelsk flydende.

I henhold til protokol (Nr. 14) til Lissabontraktaten vælges formanden for Eurogruppen med et flertal blandt sine medlemmer for en periode på to et halvt år.

Om sin udnævnelse sagde Jeroen Dijsselbloem: "Det er en stor ære at være blevet overdraget dette ansvar i disse udfordrende økonomiske tider. Jeg vil gerne takke mine kolleger for deres tillid og tiltro. Jeg vil sammen med dem arbejde hårdt for en yderligere hurtig genetablering af tilliden i euroområdet. Jeg vil gerne udtrykke min påskønnelse af det store engagement, hvormed
Jean-Claude Juncker har ledet Eurogruppen i disse meget vanskelige år."

 

Se også: