Lettere adgang til e-forvaltningstjenester

© Fotolia

Den 27. maj vedtog Rådet konklusioner om den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015. Formålet med handlingsplanen er at fremme indførelsen af e-forvaltning (elektronisk forvaltning) på lokalt og regionalt plan og EU-plan for at gøre dem mere tilgængelige for borgerne og virksomhederne i hele EU uanset oprindelsesland.

Handlingsplanen indeholder konkrete praktiske tiltag, der skal sikre, at det senest i 2015 bl.a. bliver meget lettere for borgerne at søge om og modtage socialsikrings- og sundhedsydelser, overføre pensionsrettigheder fra en medlemsstat til en anden og studere overalt i Europa.

Desuden vil inklusive og tilgængelige elektroniske forvaltningstjenester hjælpe handicappede og andre grupper, der risikerer udstødelse, med at blive mere selvstændige og i stand til at bruge selvbetjeningsløsninger, da de kan kommunikere digitalt med den offentlige forvaltning.

For virksomhederne vil sømløse grænseoverskridende e-forvaltningstjenester gøre det lettere at åbne en filial eller et datterselskab i en anden medlemsstat eller at tilbyde deres tjenesteydelser eller varer overalt i Europa.

Handlingsplanen gør det muligt for brugerne at deltage i udformningen af de offentlige onlinetjenester, så det sikres, at tjenesterne er tilpasset deres behov optimalt.

En fælles indsats inden for e-forvaltning fra medlemsstaternes side vil desuden medvirke til, at de offentlige ressourcer udnyttes mere effektivt, og at de offentlige udgifter nedbringes. E-forvaltning reducerer samtidig de administrative byrder ved at forenkle procedurer og kommunikation og forbedrer de organisatoriske processer ved at udnytte innovative teknologier som f.eks. elektroniske tjenester til et samfund, der bliver stadig ældre.

En anden positiv effekt af at bruge e-forvaltningstjenester er, at det nedbringer de offentlige forvaltningers CO2-fodaftryk.

Målet med handlingsplanen er at forøge brugen af e-forvaltningstjenester, så den vedrører 50 % af EU-borgerne og 80 % af EU-virksomhederne senest i 2015.

Med henblik herpå anmodes medlemsstaterne om at påtage sig særlige praktiske opgaver som at skabe opmærksomhed omkring og opbygge tillid til e-forvaltningstjenester blandt EU-borgerne, fremme brugen af sociale netværkstjenester og samarbejdsværktøjer, der tilskynder til en mere smidig kommunikation mellem de offentlige instanser og borgerne, styrke sikkerheden og privatlivets fred i forbindelse med e-forvaltningstjenester og forbedre borgernes tillid og tiltro til dem.

Yderligere oplysninger:
Rådets konklusioner om handlingsplanen for e-forvaltning (pdf) (en)
Pressemeddelelse (pdf)
Webcast af pressekonferencen




31-05-2011