Liechtenstein tiltræder Schengen

Den 13. december vedtog Rådet formelt den afgørelse, der gør Liechtenstein til det 26. medlem af Schengenområdet. Den 19. december bortfalder kontrollen ved grænsen til landet.

<p>© Wikimedia Commons</p>

© Wikimedia Commons

Liechtenstein bliver nu en del af Schengenområdet - og det vil også få fuld adgang til Schengen­informationssystemet (SIS), som er en fælles database for grænse-, told-, politi- og migrationsmyndighederne. Der gælder strenge databeskyttelsesregler for SIS.

Siden indførelsen af Schengensamarbejdet er det blevet meget lettere at rejse i Europa. Statsborgere fra en EU-medlemsstat og enhver ikke-EU-borger med lovligt ophold i EU kan rejse frit inden for hele Schengenområdet uden at blive kontrolleret ved luft-, sø- eller landgrænserne. Turister, der ankommer fra ikke-EU-lande, skal blot vise deres pas og deres visum (hvis de skal have et sådant) én gang ved den ydre grænse, hvor de rejser ind i området. I 2009 blev der udstedt næsten 10 mio. Schengenvisa på verdensplan.

Schengenbestemmelserne omfatter fælles regler for visum og asyl, kontrol ved de ydre grænser og grænseoverskridende politisamarbejde, f.eks. om organiseret kriminalitet, som involverer ulovlig handel, narkotika, stjålne biler og savnede personer. Disse regler skal overholdes af alle medlemmer. De enkelte Schengenlande evalueres med jævne mellemrum for at sikre, at alle anvender Schengenreglerne korrekt.

I øjeblikket deltager 22 EU-medlemsstater i Schengensamarbejdet samt 4 ikke-EU-lande: Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein. De næste tiltrædende lande bliver Rumænien og Bulgarien. Tre EU-medlemsstater (Cypern, Irland og Det Forenede Kongerige) er ikke med i Schengenområdet, men deltager i nogle af Schengenreglerne.

Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse


 

Fandt du det, du søgte?

Ja    Nej

 

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?