EU's finansministre, der mødtes i Økofinrådet den 13. juli, gav deres endelige tilladelse til, at Estland optages i eurosamarbejdet den 1. januar 2011. Rådet fastsatte endvidere omregningskursen til 15,6466 estiske kroon for en euro.
Estland bliver dermed den syttende medlemsstat, der anvender euroen. Det sidste land, der tiltrådte euroområdet, var Slovakiet i 2009.
For at blive optaget i euroen skal en medlemsstat opfylde flere betingelser, navnlig konvergenskriterierne, der går på prisstabilitet, offentligt underskud og offentlig gæld, valutastabilitet og den lange rente. EU's stats- og regeringschefer havde allerede på Det Europæiske Råds møde den 17. juni med tilfredshed noteret sig, at Estland opfylder alle disse kriterier.
Den 1. januar 2011 sættes de estiske euromønter og -sedler derfor i omløb. Alle euromønter har en EU-fælles side og en national side, der er speciel for det udstedende land. På den nationale side af de estiske mønter, der er resultatet af en konkurrence organiseret af den estiske nationalbank, ses omridset af et landkort og ordet "Eesti", der betyder Estland.
Mere information:
Pressemeddelelse
Transmission af pressekonference
Den Europæiske Centralbank: euroen
De estiske euromønter (den estiske Eurowebhjemmeside) (en) (et) (ru)