Fortsat pres på Libyen

© Den Europæiske Union, 2011

På den ekstraordinære samling i Rådet for Udenrigsanliggender den 10. marts drøftede EU den aktuelle udvikling i Libyen og regionen som helhed. Den højtstående repræsentant Catherine Ashton havde indkaldt til denne samling for at vurdere situationen i området forud for det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 11. marts.

Som reaktion på den alvorlige situation i Libyen, havde Rådet allerede forlænget de restriktive foranstaltninger, der var vedtaget tidligere. De omfatter nu yderligere fem vigtige finansielle enheder, hvis pengemidler og økonomiske ressourcer vil blive indefrosset. Endnu et navn vil blive tilføjet på listen over de 26 enkeltpersoner, der skønnes at være ansvarlige for den voldelige nedkæmpelse af civilbefolkningen, der har stået på siden den 15. februar, og hvis aktiver indefryses.

Ministrene drøftede også Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens strategi, der skal iværksættes med henblik på at yde økonomisk og politisk støtte til landene i regionen.

"Det afgørende budskab er at fastholde det politiske pres, stoppe volden og gøre positive fremskridt i Libyens overgang til et demokratisk land. Det er også vigtigt at sikre, at vi er i stand til at yde humanitær bistand og tackle problemerne for de mennesker, der flygter ud af Libyen, ved grænsen", udtalte den højtstående repræsentant, da hun ankom til mødet.

Mere information:
Libya: EU extends restrictive measures to key financial entities
Main remarks by the High Representative
Den højtstående repræsentant ankommer i Rådet (transmission)

11-03-2011