Fælles styring af indvandringen fra Nordafrika


Den fælles operation Hermes, indvandrere går i land
Foto: med velvillig tilladelse fra Frontex

Den 11. april vedtog EU's indenrigsministre konklusioner om styring af indvandringen fra de sydlige nabolande med fokus på øjeblikkelige tiltag. "Vi har taget et meget stort skridt frem i vores arbejde" sagde den ungarske indenrigsminister Sándor Pintér, der ledede mødet.

Rådet har besluttet at forlænge et pilotprojekt om flytning af personer, der er omfattet af international beskyttelse, og som er ankommet til Malta. Flere medlemsstater er villige til at modtage et antal flygtninge i den nærmeste fremtid.

Med hensyn til behovet for yderligere ressourcer vil Kommissionen mobilisere ekstra midler, der kan stilles til rådighed for medlemsstaterne og EU's grænsekontrolagentur Frontex. Rådet anmodede medlemsstaterne om at stille yderligere menneskelige og tekniske ressourcer til rådighed for agenturets operationer. I den centrale Middelhavsregion gennemfører Italien og EU's grænsekontrolagentur Frontex en fælles operation under navnet Hermes 2011. Poseidon 2011, en anden fælles operation under Frontex, er opdelt i to komponenter: en til lands og en til søs. Operationsområdet for Poseidon til søs, farvandet omkring de græske øer i Det Ægæiske Hav, er for nylig blevet udvidet til også at omfatte Kreta som forberedelse til en mulig migrationsstrøm fra Libyen.

Det forventes, at der opnås en aftale om en forordning, der styrker Frontex' operative kapaciteter, i juni 2011.

Med henblik på sammen med landene i den sydlige naboregion at etablere en omfattende langsigtet strategi for at tackle migration, mobilitet og sikkerhed forventes det, at Kommissionen fremlægger en meddelelse og en række konkrete forslag forud for den ekstraordinære samling i Rådet for Retlige og Indre Anliggender (RIA) den 12. maj og den næste ordinære samling i RIA-Rådet den 9.‑10. juni. Det forventes, at stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde den 24. juni drøfter og godkender denne omfattende tilgang.

Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse
Webcast af pressekonferencen




15-04-2011