31-05-2011 - Konkurrenceevne (det indre marked, industri, forskning og rummet)
Horisont 2020: et stort skridt fremad for Europas konkurrenceevne
Den 31. maj nåede Rådet til enighed om hovedelementerne i "Horisont 2020" - udkastet til EU's ram-meprogram for forskning, udvikling og innovation for 2014-2020.
© Fotolia
Et stort flertal af medlemsstaterne støttede det danske formandskabs kompromisforslag vedrørende Horisont 2020. Denne enighed giver Rådet mulighed for at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet om den endelige vedtagelse af teksten.
Programmets budget vil blive fastlagt på baggrund af EU's næste flerårige finansielle ramme (for 2014-2020).
"Med denne aftale har medlemsstaterne vist, at vi i en meget svær krisetid med økonomiske stramninger er villige til at tage de nødvendige skridt til at investere i Europas fremtid, fremgang, vækst, jobskabelse og beskæftigelse. Dette er et stort skridt fremad for Europas konkurrenceevne, og derfor er vi meget tilfredse med at have nået dette resultat", sagde Morten Østergaard, Danmarks minister for forskning, innovation og videregående uddannelser.
Under debatten drøftede delegationerne de væsentligste elementer i den generelle ramme for Horisont 2020, herunder
- forenklingen af fremgangsmåderne i forbindelse med finansiering af projekter
- muligheden for at øge deltagelsen ved at gøre forskerkarrierer endnu mere attraktive i hele EU
- overholdelse af de etiske principper og den relevante lovgivning
- forøgelse af små og mellemstore virksomheders deltagelse i forskningsprojekter, der dækker hele kæden fra idé til marked
- de offentlig-private partnerskaber
- overensstemmelsen med andre politik- og finansieringsinstrumenter i EU og på nationalt plan.
De næste skridt
Forordningen vil blive vedtaget, når der er opnået enighed om teksten med Europa-Parlamentet. Selve rammeprogrammet og tre andre elementer i forsknings- og innovationspakken – særprogrammet for gennemførelse af Horisont 2020, reglerne for deltagelse og formidling og Euratomprogrammet vedrørende forskning på det nukleare område – forventes påbegyndt fra starten af januar 2014.
Yderligere oplysninger:
Pressemeddelelse (pdf)
Pressekonference (video)
Rådets debat (video)