Mere effektiv genbosættelse skal hjælpe flygtninge


© Fotolia

Det foreslås at oprette et fælles EU-genbosættelsesprogram, som sigter mod at etablere et politisk og praktisk samarbejde mellem medlemsstaterne om at yde permanent beskyttelse til flygtninge. Justits- og indenrigsministrene drøftede projektet den 21. september i Rådet.

Genbosættelse betyder overførsel af flygtninge, der har fået midlertidig beskyttelse i et første asylland, til et andet sikkert land, hvor de kan begynde et nyt liv og få permanent beskyttelse. Det store flertal af verdens flygtninge befinder sig i lande, der ligger i samme område som deres hjemland. De fleste midlertidige flygtninge opholder sig i udviklingslande, der ikke kan absorbere store mængder fordrevne personer. Hvis det ikke er muligt at vende tilbage til hjemlandet, kan genbosættelse være den eneste løsning.

Den foreslåede ordning vil kun komme til at gælde for genbosættelse af tredjelandsflygtninge inden for EU. Hvert af de 27 medlemslande beslutter selv, om de vil deltage, og hvor mange flygtninge de er villige til at genbosætte.

I øjeblikket er der ti medlemsstater, der årligt deltager i genbosættelse af flygtninge. Andre deltager på ad hoc-basis. Den nye ordning har til formål at øge samarbejdet og koordineringen mellem EU-landene for at forbedre effektiviteten og omkostningseffektiviteten samt give genbosættelsesaktiviteterne mere humanitær og strategisk gennemslagskraft. Handling i fællessskab vil være særlig nyttig f.eks. ved identificering af de flygtninge, der skal genbosættes, og for den logistiske forberedelse såsom helbredsundersøgelser, rejseplanlægning og fremskaffelse af visum samt modtagelses- og integrationsprogrammer.

Mere information:

Rådets pressemeddelelse(pdf)

Transmission af Rådets pressekonference




23-09-2009