Grønt lys for strammere finansielt tilsyn
 |
|
© Fotolia
|
EU's finansministre, der mødtes i Økofinrådet den 7. september, gav deres opbakning til oprettelsen af fire europæiske finansielle tilsynsorganer, der skal forhindre en gentagelse af finanskrisen. Der blev opnået foreløbig enighed med Europa-Parlamentet den 2. september.
Ifølge reformen vil Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), der placeres i Frankfurt, få ansvaret for tilsynet med det finansielle system i EU. I tilfælde af en høj eller systemisk risiko- som kan bringe hele markedet i fare- vil udvalget udstede advarsler, anbefale forholdsregler og overvåge, at de følges op. I de første fem år ledes ESRB af formanden for Den Europæiske Centralbank, men spørgsmålet tages op til ny vurdering efter tre år.
Der skal oprettes tre nye tilsynsmyndigheder, en for banker, en for værdipapirer og en for forsikring med sæde i henholdsvis London, Paris og Frankfurt. De afløser de nuværende overvågningsudvalg, der kun har haft en rådgivende rolle. De nye myndigheder skal arbejde sammen med et netværk af nationale tilsyn og får bl.a. til opgave at fastsætte fælles standarder og bidrage til en fælles tilsynskultur. Ansvaret for det daglige tilsyn med de enkelte institutioner ligger stadig hos de nationale myndigheder.
Reformen, der er et af det belgiske formandskabs prioriteter, vil blive godkendt af Europa-Parlamentet på næste plenarmøde, hvorefter det vedtages formelt af Rådet. De nye organer skal efter planen være klar til start fra 1. januar 2011.
Mere information:
Pressemeddelelse
Transmission af den offentlige debat
Transmission af pressekonference