10-02-2012
Euroområdets finansministre drøftede på et møde den 9. februar de betingelser, der skal op-fyldes for at nå til enighed om det nye støtteprogram til fordel for Grækenland, som omfatter 130 mia. EUR i offentlig finansiering.
Drøftelserne fandt sted på grundlag af detaljerede oplysninger fra trojkaen (dvs. Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond) om de græske myndigheders tilslutning til et nyt handlingsprogram, der har til formål at forbedre holdbarheden af Grækenlands offentlige finanser og genskabe den økonomiske vækst.
Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen, udtalte, at den endelige beslutning om støtteprogrammet til fordel for Grækenland må udsættes til næste uge og vil afhænge af tre betingelser, som de græske myndigheder er blevet anmodet om at opfylde. "Trods de fremskridt, der er gjort i de sidste to dage, har vi stadig ikke alle de nødvendige elementer på bordet til at kunne træffe beslutningerne i dag", sagde Jean-Claude Juncker.
Jean-Claude Juncker sagde, at de tre elementer består i, at det græske parlament i de kommende dage godkender den politikpakke, der for nylig blev opnået enighed om mellem Grækenland og trojkaen, at det tilbageværende finansieringshul på 325 mio. EUR for 2012 lukkes, og at landets politiske ledere forpligter sig til at gennemføre programmet. Der vil "ikke blive foretaget nogen udbetalinger uden gennemførelse", konkluderede Jean-Claude Juncker.
Et andet vigtigt element i den endelige beslutning er den gældsholdbarhedsanalyse, som trojkaen snart er færdig med.
Euroområdets ministre noterede sig desuden den aftale, som de græske myndigheder og den private sektor har indgået om de almindelige betingelser for den private sektors deltagelse, dvs. en mindskelse af det gældsbeløb, der skal tilbagebetales til kreditorerne.
"Vi er helt klar over, at Grækenlands borgere har ydet en stor indsats, men vi understreger også, at der er behov for en yderligere, fælles indsats, for at det græske samfund kan vende tilbage til vækst og en holdbar udvikling", udtalte Jean-Claude Juncker.
Det næste møde i Eurogruppen er foreløbig fastsat til den 15. februar.
Yderligere oplysninger:
Webcast af pressekonferencen