Yderligere sanktioner mod Syrien


© Fotolia, Floki Fotos

26-09-2011

Den 23. september øgede EU presset på præsident Bashar al-Assads regime ved at forbyde investeringer i nøglesektorer inden for den syriske olieindustri. Dette supplerer beslutningen af 2. september om at indføre et forbud mod import af olie fra Syrien.

Sanktionerne er EU's reaktion på de omfattende menneskerettighedskrænkelser og det syriske regimes aktioner mod det syriske folk. Foranstaltningerne er målrettet mod de personer, som har ansvaret for disse aktioner, og  de personer, som støtter aktionerne.

"EU har fortsat som mål at bringe undertrykkelsen til ophør og bistå det syriske folk med at opfylde dets legitime forhåbninger" erklærede den højtstående repræsentant Catherine Ashton den 23. september. "EU's restriktive foranstaltninger er udformet således, at de får størst mulige konsekvenser for det syriske regime, samtidig med at potentielle negative virkninger for den syriske befolkning minimeres. Det sker ved en omhyggelig målretning mod de enkeltpersoner og enheder, som nyder fordel af eller støtter regimet. EU vil overveje yderligere foranstaltninger i lyset af udviklingen."

Det seneste forbud er rettet mod investeringer i syriske virksomheder, der er beskæftiget med efterforskning efter og produktion og raffinering af råolie i deres eget land eller i udlandet. EU-baserede virksomheder har ikke længere lov til at købe aktier i sådanne virksomheder eller oprette joint ventures med dem. Forbuddet omfatter også tilvejebringelse af dertil knyttet finansiering. Hensigten er at ramme regimets indtægter hårdt, da Syrien eksporterer over 90 % af sin olie til EU-lande.

Rådet har også indført forbud mod, at der leveres pengesedler og mønter fremstillet i EU til den syriske centralbank. Desuden har Rådet tilføjet to yderligere personer på listen over personer, der er omfattet af indefrysning af aktiver og rejseforbud, og har vedtaget sanktioner mod yderligere seks økonomiske enheder, der sættes i forbindelse med den voldelige undertrykkelse af landets egen befolkning.

Den seneste pakke udgør den syvende runde af sanktioner vedtaget af Rådet, siden den syriske regering indledte sine brutale aktioner mod landets egne borgere for seks måneder siden. De foranstaltninger, som var i kraft den 26. september, omfattede:

- en embargo mod våben og materiale, som kan anvendes til intern undertrykkelse
- indefrysning af aktiver og visumforbud for 56 personer
- indefrysning af aktiver tilhørende 18 enheder
- forbud mod import og transport af råolie og andre olieprodukter fra Syrien og mod investeringer i den syriske olieindustri.

EU's første restriktive foranstaltninger over for den syriske ledelse blev vedtaget den 10. maj, da Rådet besluttede at forbyde eksport af våben til landet og indførte et visumforbud og indefrysning af aktiver for 13 personer, som står bag den brutale undertrykkelse. Den 24. maj tilføjede Rådet præsident Bashar al-Assad og ni andre ledende regeringsmedlemmer på listen.

 

Yderligere oplysninger:
Rådet forbyder investeringer i den syriske olieindustri
Erklæring ved Catherine Ashton
EU-Udenrigstjenestens websted om Syrien
Ofte stillede spørgsmål om EU's restriktive foranstaltninger over for det syriske regime (pdf)