Eurogruppen gør status over de igangværende programmer og drøfter økonomisk bistand til Cypern


 © Den Europæiske Union, 2012

Fra venstre mod højre: Michael Noonan, Irlands
finansminister, Vassos Shiarly, Cyperns finansminister,
Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen, og
Jutta Urpilainen, Finlands finansminister.

04-12-2012

Eurogruppen drøftede på mødet den 3. december "byggestenene" til et fremtidigt makroøko-nomisk tilpasningsprogram for Cypern, blev orienteret om den græske køb gælden tilbage-operation, som blev indledt samme dag, og gjorde status over de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af de igangværende programmer i Spanien og Portugal.

Grækenland: redegørelse for tilbagekøbsplanen

Den græske finansminister, Yiannis Stournaras, orienterede Eurogruppen om forberedelserne af køb gælden tilbage-operationen. Målet er at reducere den græske private sektors udestående gæld og dermed bidrage til at opfylde betingelserne i den aftale, som euroområdets finansministre indgik i sidste uge.

Det skal sætte Grækenland i stand til at nedbringe sin gæld til 124 % af BNP i 2020 og til under 110 % i 2022.

Ministrene blev enige om at mødes igen den 13. december, når resultaterne af tilbagekøbsoperationen foreligger, og alle de nødvendige nationale procedurer er afsluttet, for at give deres formelle godkendelse af næste udbetaling af finansiel støtte til Grækenland.

Cypern: tilpasningsprogram

Ministrene drøftede udkastet til aftalememorandum om finansiel støtte til Cypern. Udkastet opridser de vigtigste elementer i det makroøkonomiske tilpasningsprogram for landet, som Cypern og trojkaen (Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond) er blevet enige om.

Formanden for Eurogruppen, Jean-Claude Juncker, meddelte, at ministrene den 13. december vil drøfte de foreløbige resultater af due diligence-proceduren med hensyn til kapitalbehovet i Cyperns finanssektor, og hvad de indebærer for finansieringen af programmet.

Spanien: status over rekapitaliseringen af bankerne

Ministrene drøftede de fremskridt, der er gjort med programmet for rekapitalisering af bankerne i Spanien, som blev vedtaget i juli i år for at foretage et eftersyn af de svage segmenter i landets banksektor.

Gennemførelsen af programmet er godt i gang og opfylder alle de krævede konditionalitetsskridt, sådan som det er fastsat i aftalememorandummet, sagde Jean-Claude Juncker.

Eurogruppen glædede sig over afgørelsen fra den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) om at tillade udbetaling af programmets første rate - op til 39,5 mia. EUR - i næste uge (11.-12. december).

Midlerne skal primært bruges til at styrke de hårdest ramte finansielle institutioner, som fik deres omstruktureringsplaner godkendt af Europa-Kommissionen den 28. november. De skal også bidrage til kapitalen i et nyligt oprettet porteføljemanagementselskab, som skal erhverve og forvalte bankernes tabsgivende aktiver og dermed forbedre deres balancer.

Portugal: tilpasningsprogrammet godt i gang

Eurogruppen drøftede resultaterne af den sjette gennemgang af Portugals tilpasningsprogram. Det blev konkluderet, at landets gennemførelse af det vedtagne program fortsat er tilfredsstillende, herunder også de finanspolitiske og strukturelle reformer.

Efter gennemgangen vil Portugal modtage endnu en rate af støtten - 2,5 mia. EUR - i januar.

Eurogruppen lykønskede Malta med ophævelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og drøftede kort Kommissionens netop offentliggjorte plan for en mere omfattende Økonomisk og Monetær Union. Endelig vedtog gruppen sit arbejdsprogram for første halvdel af 2013.

Jean-Claude Juncker meddelte, at han inden årets udgang eller i begyndelsen af næste år træder tilbage fra posten som formand for Eurogruppen.


Yderligere oplysninger: