22-06-2012
På Eurogruppens møde den 21. juni 2012 i Luxembourg drøftede finansministrene den seneste udvikling i euroområdet, primært i Grækenland, Spanien, Portugal og Irland.
Grækenland: trojkamissionerne genoptages
På mødet gav den fungerende græske finansminister, George Zanias, på vegne af den græske premierminister og den nye regeringskoalition udtryk for Grækenlands beslutsomhed på at opfylde forpligtelserne med hensyn til Den Europæiske Union og euroområdet. Det forventes, at den græske regering inviterer trojkaen (Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond) til Athen næste mandag, så der kan tages bestik af situationen. På grundlag af denne vejledning "vil der blive sendt en fuld trojkamission til Athen med henblik på at nå til enighed om den konditionalitet, der bør afspejles i et ajourført aftalememorandum", sagde formanden for Eurogruppen, Jean-Claude Juncker.
Spanien: formel anmodning om støtte forventes
Ministrene blev af den spanske finansminister, Luis de Guindos, underrettet om resultaterne af to uafhængige vurderinger af den spanske banksektor, som viser, at der er behov for rekapitalisering på i værste fald 51-62 mia. EUR. "Vi forventer, at de spanske myndigheder fremsætter en formel anmodning om finansiel støtte senest næste mandag", sagde Jean-Claude Juncker. "Efter den anmodning vil vi give mandat til Kommissionen til i samarbejde med ECB og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed at forhandle et aftalememorandum i forbindelse med den finansielle støtte." Det præcise beløb vil være kendt ved afslutningen på disse forhandlinger.
Formanden for Eurogruppen sagde: "Vi er blevet enige om, at den finansielle støtte skal komme fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF), indtil den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) bliver tilgængelig. Derefter overføres den til ESM. Hvis ESM træder i kraft i tide, vil vi dog straks begynde at bruge ESM som instrument."
Portugal og Irland: gode resultater
Trojkaens evalueringsmission til Portugal, der fandt sted for nylig, konkluderede, at det portugisiske program fortsat er på rette spor, og at myndighederne er fast besluttede på dets gennemførelse. EU har ydet 35 mia. EUR i finansiel støtte til landet, og yderligere 2,7 mia. EUR vil blive udbetalt efter den næste evaluering i september
Jean-Claude Juncker roste Irland for "landets fortsatte standhaftige gennemførelse og stærke ejerskab af sit tilpasningsprogram". Væksten vendte tilbage sidste år, og underskuddet på 9,4 % var et godt stykke under programmets målsætning på 10,6 %. EU har indtil videre ydet 32 mia. EUR i finansiel støtte til Irland, og yderligere 2,8 mia. EUR vil blive udbetalt efter den næste evalueringsmission i juli.
"Portugals og Irlands gennemførelse af programmerne viser, at vi bevæger os i den rigtige retning takket være indsatsen fra begge regeringer og befolkninger", sagde Jean-Claude Juncker.
ESM-traktaten: ratificeringen skrider fint frem
Jean-Claude Juncker meddelte, at ratificeringsprocessen for ESM-traktaten skrider fint frem, og at den allerede er godkendt i parlamenterne i otte medlemsstater.
IMF's vurdering af euroområdet
Christine Lagarde, IMF's administrerende direktør, deltog også på mødet og fremlagde IMF's vigtigste resultater inden for rammerne af den årlige undersøgelse af euroområdet under artikel IV.
Links:
Videoer fra Eurogruppens pressekonference
Euroområdets portal
Eurogruppens erklæring om Grækenland, den 17. juni 2012 (pdf på engelsk)
Eurogruppens erklæring om Spanien, den 9. juni 2012 (pdf på engelsk)