20-07-2012
Under en telekonference den 20. juli blev euroområdets finansministre (Eurogruppen) med enstemmighed enige om at yde finansiel bistand til den igangværende rekapitalisering og om-strukturering af Spaniens finansielle institutioner. Betingelserne fremgår af et aftalememo-randum, der skal underskrives i de kommende dage.
Det overordnede mål med aftalen er at øge modstandsdygtigheden i den spanske banksektor, så den på ny får adgang til markederne på overkommelige vilkår, da den har været ramt af den nylige boble på ejendomsmarkedet og den efterfølgende økonomiske recession.
Blandt betingelserne er specifikke krav til de banker, der ikke er i stand til at dække deres kapitalunderskud uden offentlig støtte, og håndtering af behovet for at styrke Spaniens finansielle og lovgivningsmæssige rammer.
Eurogruppen sagde i en erklæring, at den er overbevist om, at de reformer, der indgår i denne finansielle aftale, vil bidrage til at sikre, at alle dele af den spanske banksektor igen bliver sunde og stabile.
Hovedindholdet af aftalememorandummet
Den bistand, der er aftalt (og som dækker de pågældende bankers kapitalbehov og en ekstra sikkerhedsmargen), beløber sig til op til 100 mia. EUR. Det nøjagtige beløb fastlægges, når stresstestene vedrørende 14 bankkoncerner (ca. 90 % af det spanske banksystem) er afsluttet i september i år.
Den finansielle bistand ydes som et lån til den spanske regering. Den udbetales i flere trancher via den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og overføres senere til den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) uden at opnå prioritetsstatus.
Den første udbetaling - på 30 mia. EUR - forfinansieres og holdes i reserve af EFSF, og den kan anvendes, hvis der opstår et akut behov i den spanske banksektor, inden resultaterne af stresstestene er kendt.
Den spanske bankomstruktureringsfond (FROB), der fungerer som den spanske regerings repræsentant, modtager og fordeler midlerne til de berørte finansielle institutioner.
Krav til bankerne
Banker, der anmoder om statsstøtte til rekapitalisering, skal gennemgå en omstrukturering. Omstruktureringsplanerne kan omfatte nedskæringer af ikkeprofitgivende aktiviteter, nedbringelse af risikoen gennem udskillelse af de mest problematiske aktiver og andre tiltag.
Endvidere skal bankerne så vidt muligt bidrage til udgifterne til omstrukturering af deres egne midler og give detaljerede oplysninger om deres foranstaltninger for at minimere omkostningerne for skatteyderne.
For de banker, der ikke er levedygtige, skal de spanske myndigheder indgive en regulær afviklingsplan.
Supplerende reformer
Spanien skal tage sine finansielle og lovgivningsmæssige rammer op til fornyet overvejelse: bl.a. øge gennemsigtigheden i finanssektorens rapportering og styrke tilsynet.
Samtidig skal landet leve op til sit tilsagn om at korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud senest i 2014 og iværksætte de nødvendige strukturreformer inden for rammerne af det europæiske semester.
Europa-Kommissionen vil i samråd med Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) regelmæssigt kontrollere gennemførelsen af denne betingelse.
De spanske myndigheder anmodede om en ekstern finansiel bistand den 25. juni i år. Eurogruppen enedes om at yde denne bistand, efter at Kommissionen, ECB og Den Internationale Valutafond havde foretaget en vurdering, med den begrundelse, at en sådan bistand ville bidrage til at sikre finansiel stabilitet i euroområdet som helhed.
Yderligere oplysninger:
Eurogruppens erklæring (hele teksten, pdf) (en)
Aftalememorandum (pdf) (en)
Finansiel facilitetsaftale mellem EFSF og Spanien (pdf) (en)