15-04-2013 - Økonomi og finans
Eurogruppen: gode fremskridt på flere nøgleområder
Eurogruppen godkendte på mødet den 12. april 2013 den politiske konditionalitet, der er knyttet til den finansielle bistand til Cypern, og trojkaens forslag om at forlænge løbetiderne for lånene til Irland og Portugal. Gruppen roste de irske og de portugisiske myndigheder for deres programgennemførelse og gjorde status over situationen i Grækenland. Ministrene drøftede også flere nøglespørgsmål vedrørende de operationelle rammer for den europæiske stabilitetsmekanismes direkte bankrekapitalisering.
Jeroen Dijsselbloem og
Irlands finansminister Michael Noonan
Cypern: formel godkendelse i sigte
I forlængelse af den aftale, der var indgået med de cypriotiske myndigheder på embedsmandsplan, forelagde trojkaen (Europa-Kommissionen, ECB og IMF) tilpasningsprogrammet for Eurogruppen med henblik på politisk godkendelse. Den finansielle bistand forventes at blive godkendt formelt den 24. april. I mellemtiden forventes de enkelte lande i euroområdet at afslutte de nationale procedurer, som er nødvendige i forbindelse med denne afgørelse. IMF forventes at bidrage med omkring 1 mia. EUR til den aftalte finansieringsramme, og omkring 9 mia. EUR skal komme fra den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM). Planen er, at den første udbetaling skal finde sted i midten af maj.
Irland og Portugal: Låneløbetiderne skal forlænges
Trojkaen forelagde ministrene resultatet af den seneste gennemgang af gennemførelsen af det irske og det portugisiske program. "Irland er et levende eksempel på, at tilpasningsprogrammer faktisk fungerer, hvis der er en stærk følelse af ejerskab og et ægte engagement i reformerne", udtalte Eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, på pressekonferencen efter mødet.
Den portugisiske minister forsikrede sine eurokollegaer om, at regeringen i de kommende uger vil indgå en aftale med trojkaen om yderligere budgetkonsolideringsforanstaltninger. Disse foranstaltninger er nødvendige, hvis Portugal skal nå programmets mål, eftersom visse elementer i budgettet for 2013 må revideres som følge af forfatningsdomstolens nylige dom.
Eurogruppen nåede til enighed om at forlænge den højeste gennemsnitlige løbetid for lånene fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) til Irland og Portugal med syv år, forudsat at de fortsætter med at gennemføre deres tilpasningsprogram fuldt ud. Enigheden blev bekræftet af alle de 27 økofinministre for EU's europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM). Disse politiske afgørelser forventes at blive formaliseret i de kommende uger.
Trojkaen gjorde også status over den anden gennemgang af det græske tilpasningsprogram, som forventes at blive afsluttet i de kommende dage.
ESM's direkte bankrekapitalisering: De operationelle rammer bør være klar i juni
Ministrene gjorde gode fremskridt med flere hovedelementer i det fremtidige nye instrument for ESM's direkte bankrekapitalisering. De omfatter:
- principperne for en retfærdig byrdefordeling mellem den berørte medlemsstat og ESM
- håndtering af overtagne aktiver
- den mest hensigtsmæssige og effektive finansielle struktur for dette nye instrument.
Drøftelserne er i gang, og målet er at have de operationelle rammer klar i juni.
Se også: