Eurogruppen bekræfter udbetaling af næste rate til Grækenland

Efter den græske regerings velgennemførte tilbagekøb af gæld tidligere denne uge og afslutningen af de relevante nationale procedurer godkendte Eurogruppen formelt den 13. december udbetalingen af næste rate i den finansielle støtte til Grækenland (på i alt 49,1 mia. EUR).

<p><strong>@ Den Europæiske Union</strong></p>

@ Den Europæiske Union

"Dette har været en vanskelig proces, men som følge af den græske regerings faste forsæt og trojkaens nøje overvågning er vi nu overbevist om, at programmet er tilbage på et forsvarligt spor," påpegede Eurogruppens formand, Jean-Claude Juncker.

Tilbagekøbet af gæld var en af de foranstaltninger, der var opnået enighed om i november for at støtte Grækenlands langsigtede gældsbæredygtighed. Det resulterede i tilbagekøb af gæld til en pålydende værdi af næsten 32 mia. EUR. Det udgør ca. halvdelen af Grækenlands samlede udestående gæld til den private sektor.

Eurogruppen bekræftede, at resultatet af tilbagekøbet af gæld vil bidrage til at nedbringe den græske gæld i forhold til BNP ganske væsentligt. Grækenlands mål er, at den offentlige gæld skal være nedbragt til 124 % af BNP i 2020.

Fuld gennemførelse af tilpasningsprogrammet og de resterende foranstaltninger, som Eurogruppen vedtog i november, bør bidrage til at opfylde dette mål, noterede Eurogruppen. Grækenland og de øvrige medlemsstater i euroområdet bekræftede også, at de var rede til eventuelt at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre, at dette mål opfyldes.

Eurogruppen er overbevist om, at det store stykke arbejde, der er blevet gjort, og de reformer, som allerede er iværksat i Grækenland, "vil udstikke en holdbar kurs for den græske økonomi".

Udbetalingsplan

Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet vil udbetale yderligere finansiel støtte i flere rater: 34,3 mia. EUR vil blive udbetalt i de kommende dage, og det resterende beløb vil blive udbetalt i underrater i løbet af første kvartal af 2013.

Første del af anden rate dækker omkostningerne ved bankrekapitalisering og -afvikling og udbetales i januar.

De resterende udbetalinger til dækning af budgetfinansieringen vil blive koblet sammen med implementeringen af specifikke "milepæle" ved gennemførelsen af reformprogrammets tiltag, milepæle, som skal fastlægges af trojkaen (Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond).

På vej mod et muligt støtteprogram til Cypern: drøftelserne fortsætter

Det andet punkt på Eurogruppens dagsorden var en opdatering om de igangværende drøftelser om et eventuelt makrofinansielt bistandsprogram til Cypern efter en aftale på embedsmandsniveau i november om et udkast til aftalememorandum .

Formålet med et sådant program er at sikre bæredygtigheden i Cyperns offentlige finanser og en stabil banksektor.

Eurogruppen bifaldt den indsats, de cypriotiske myndigheder har gjort for at gennemføre reformer­ne i udkastet til memorandum. Ministrene var fortrøstningsfulde, at den endelige vedtagelse af programmet var nært forestående, og var sikre på, at Cyperns umiddelbare finansieringsbehov var tilgodeset.

De endelige resultater fra en "due diligence"-undersøgelse, som vurderer kapitalbehovet hos den finansielle sektor i Cypern, fremlægges i midten af januar, hvorved der vil blive skabt afklaring om et vigtigt element inden den endelige vedtagelse af programmet.

"Vi opfordrer de internationale institutioner og Cypern til at afslutte forhandlingerne i overensstem­melse hermed," fastslog Eurogruppens formand, Jean-Claude Juncker.

 

Yderligere oplysninger:

Fandt du det, du søgte?

Ja    Nej

 

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?