17-10-2012 - Udenrigsanliggender
EU-støtte til Mali
EU's udenrigsministre drøftede den 15. oktober situationen i Mali og vedtog konklusioner, der overvejer, hvordan EU kan bidrage til at støtte Mali i at genetablere en retsstat og genind-føre en fuldt selvstændig demokratisk regering med myndighed i hele Mali.
© Rusland Olinchuk, Fotolia.com
"Vi har i dag talt om vores voksende bekymring over situationen i Mali. EU giver tilsagn om at samarbejde med FN, Den Afrikanske Union og Ecowas (Det Økonomiske Fællesskab af
Vestafrikanske Stater), især om at udarbejde en interventionsplan på vegne af Malis befolkning, der utvivlsomt har lidt meget i de seneste måneder", udtalte den højtstående repræsentant Catherine Ashton.
Så snart Malis nationale samlingsregering har udarbejdet en overbevisende køreplan for afholdelse af demokratiske og troværdige valg, hurtig indledning af en inklusiv national dialog, der omfatter repræsentanter for de nordlige befolkningsgrupper, og reorganisering af hæren under civil kontrol, vil EU kunne genoptage sit udviklingssamarbejde, der i øjeblikket er stillet i bero efter statskuppet den 24. marts.
EU og dets medlemsstater vil videreføre deres humanitære indsats og fortsat nøje følge situationen i Mali og nabolandene. Europa-Kommissionen er rede til at øge sin bistand betydeligt for at opfylde befolkningens behov.
Rådet har anmodet Tjenesten for EU's Optræden Udadtil om at udarbejde et krisestyringskoncept for en mulig mission. Fokus for denne mission vil være at bidrage til at omskole og omstrukturere Malis hær.
"Vi mener, at det udgør en reel fare for regionen, hvis det nordlige Mali vedbliver at være et område uden styring, hvor terrorister og narkotikahandlere frit kan operere", sluttede Catherine Ashton.
Med hensyn til støtte til Mali har EU's strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel, der i øjeblikket gennemføres i Mauretanien, Niger og Mali, vist sig at være et nyttigt redskab til at øge sammenhængen i EU's tilgang til krisen. Strategien skitserer fire indsatsområder:
- udvikling, god regeringsførelse og intern konfliktløsning
- politisk og diplomatisk indsats
- sikkerhed og retsstatsforhold og
- bekæmpelse af voldelig ekstremisme.
EU har inden for rammerne af sin Sahelstrategi endvidere mobiliseret yderligere finansielle midler til en værdi af 167 mio. EUR til udviklings- og sikkerhedsrelaterede projekter inden for de fire indsatsområder.
Yderligere oplysninger:
Tjenesten for EU's Optræden Udadtil:
Kommissionens websteder: