28-01-2013 - Landbrug og fiskeri (AGRI)
EU's skolefrugtordning er en succes
Kommissionen forelagde på samlingen i Rådet (landbrug) den 28. januar 2013 en evaluering af de første tre år med den europæiske skolefrugtordning. De første resultater peger mod en succes.
© EtiAmmos, Fotolia.com
Denne europæiske ordning forsyner skolebørn med friske og forarbejdede frugt- og grøntsagsprodukter. Uddelingen heraf ledsages af kampagner, der skal orientere om de dermed forbundne sundhedsfordele og styrke forbindelsen til landbruget, f.eks. gennem gårdbesøg og timer i havearbejde.
Evalueringsrapporten viser, at der i 2010-2011 var mere end 8 millioner børn og 54 000 skoler, der nød godt af skolefrugtordningen, som blev indført i 2009. Kortsigtede resultater viser, at ordningen har ført til et øget indtag af frugt og grønt hos børn, og at den, hvis den videreføres, kan få en varig indflydelse på deres kostvaner.
Hovedformålet er at forhindre og bekæmpe overvægt og fedme. 22 millioner børn i EU er overvægtige, 5,1 millioner er fede, og tallet er stigende. Ordningen retter sig mod børn fra børnehaveniveau til skoler på sekundærtrinnet, især elever på 6 til 10 år og dårligt stillede børn fra lavere socioøkonomiske lag, der ofte spiser mindre frugt og grønt.
EU medfinansierer nationale programmer med op til 50 %, som forhøjes til 75 % for ringere stillede regioner i Unionen. Den resterende andel tilvejebringes af medlemsstaterne og/eller gennem private bidrag. I øjeblikket deltager 24 medlemsstater. Ordningen har også skabt en øget efterspørgsel efter frugt og grønt.
Yderligere oplysninger: