EU er drivkraften bag reformerne i Bosnien-Hercegovina


Valentin Inzko, EU's særlige repræsentant
i Bosnien-Hercegovina
Foto: Rådet for Den Europæiske Union

Det er et centralt mål for Den Europæiske Union i Bosnien-Hercegovina at hjælpe landet til at blive stabilt, levedygtigt, fredeligt og multietnisk, udtaler EU's særlige repræsentant i dette Balkanland, Valentin Inzko, i et eksklusivt interview til Rådets websted.

På hvilken måde bidrager EU til Bosnien-Hercegovinas bestræbelser på at udvikle et velstående og holdbart demokrati?

Vort vigtigste mål er at hjælpe Bosnien-Hercegovina til at blive et stabilt, levedygtigt, fredeligt og multietnisk land, der samarbejder fredeligt med sine naboer og uigenkaldeligt er på rette kurs mod EU-medlemskab. Sammenlignet med situationen i 1995, hvor Daytonfredsaftalen bragte krigen til ophør, er vi nået meget langt i bestræbelserne på at nå dette mål.

EU har virkelig haft en nøglerolle i udviklingen af demokratiet og retsstaten i Bosnien-Hercegovina. Det har investeret over 2,6 mia. EUR i genopbygning efter krigen og institutionsopbygning. Desuden har EU i de seneste 14 år med succes anvendt alle de til rådighed stående instrumenter under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) for at bidrage til at stabilisere landet og forberede det til tættere integration med Den Europæiske Union.

Vort engagement er langtfra slut, men det ændrer karakter nu, hvor Bosnien-Hercegovina flytter sig fra arven efter Daytonaftalen hen imod en EU-integrationsproces, der ledes fra Bruxelles. Som EU's særlige repræsentant er det min rolle i tæt samarbejde med Kommissionens delegation at yde politisk rådgivning til lokale aktører og fremme gennemførelsen af de reformer, der har EU som drivkraft. Den Europæiske Unions politimission i Bosnien-Hercegovina (EUPM) arbejder med at styrke landets politistyrker gennem overvågning, vejledning og inspektion. EUFOR, der afløste den NATO-ledede stabiliseringsstyrke i 2004, har mandat til at opretholde et sikkert miljø.

Kan De vurdere, hvilken reformdagsorden der skal til for at sætte skub i velstanden i Bosnien-Hercegovina?

Siden min tiltrædelse i april 2009 har jeg gjort mig til talsmand for et stærkere fokus på økonomiske reformer og investeringer, der kan føre til større velstand og tættere integration med EU. Desværre foretrækker politikerne i Bosnien-Hercegovina at diskutere de spørgsmål, som de er uenige om, i stedet for at gøre en fælles indsats for at finde løsninger på borgernes problemer i det virkelige liv. Jeg ser adskillige områder med et akut behov for investeringer og med potentiale til at ændre det økonomiske billede: vandkraft, infrastruktur, informationssystemer, landbrug, skovbrug og turisme.

Jeg vil også gerne minde om, at uanset deres nationale overbevisning fortæller mellem 70 og 80 % af borgerne i Bosnien-Hercegovina os, at de ønsker at komme med i EU. Det er et overordentligt højt tal. Det er ikke vanskeligt at forstå deres grunde. De ønsker økonomisk velstand, frihed til at rejse uden visum og den sikkerhed, som et medlemskab af EU vil medføre. Udfordringen er at bygge bro over denne tydelige kløft mellem borgernes forhåbninger og de folkevalgte repræsentanters dagsorden.

Hvad er resultaterne af EU-bistanden til myndighederne i Bosnien-Hercegovina i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet?

En mere effektiv bekæmpelse af den organiserede kriminalitet er en vigtig prioritet for EU i Bosnien-Hercegovina. Der er opnået en del betydningsfulde resultater på dette område, nemlig oprettelsen af en professionel statslig grænsetjeneste og bedre informationssystemer og databaser. Takket være EUPM's indsats er der sket en forbedring af samarbejdet såvel mellem de 16 politikorps i landet som mellem politiet og de offentlige anklagere. Efter krav fra EU er der også sket en forbedring af det regionale samarbejde om bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Dette er blot nogle eksempler på vor bistand, og resultaterne har indtil nu været opmuntrende: der er foretaget flere anholdelser af fremtrædende "mafiabosser" i de seneste måneder, og indsatsen for at optrævle de organiserede kriminelle net fortsætter.

05-08-2009