11-05-2012 - Uddannelse, ungdom, kultur og sport
Erasmus for Alle - investering i Europas ungdom
Erasmus for Alle bliver det nye omfattende EU-program for uddannelse, ungdom og sport, der fra 2014 træder i stedet for de nuværende programmer. Undervisningsministrene nåede den 11. maj 2012 til enighed om forslaget bortset fra finansieringsspørgsmålene, der vil blive behandlet for sig selv.
© Fotolia
Med samme mål som tidligere - at forbedre folks færdigheder, personlige udvikling og jobmuligheder - slår Erasmus for Alle Programmet for livslang læring, Aktive unge og fem internationale programmer (f.eks. Erasmus Mundus) sammen. For første gang bliver sport inddraget, eftersom det er et nyt område, hvor EU har kompetence i henhold til Lissabontraktaten.
Forslaget omfatter en række nye elementer, hvoraf den måske vigtigste fornyelse er, at man går væk fra en tilgang baseret på sektorer (som f.eks. videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse) til en horisontal tilgang, der bygger på tre typer nøgleaktioner - læringsmobilitet, samarbejde med henblik på innovation og god praksis og politisk reform.
Erasmus for Alle skal også yde et stort bidrag til EU's Europe 2020-strategi, Strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet ("ET 2020"), de nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet, den bæredygtige udvikling af tredjelandenes videregående uddannelser og til at udvikle den europæiske dimension inden for sport.
Kommissionen har foreslået en betydelig forhøjelse af programmets finansiering, men de faktiske beløb, der bevilges, vil først blive kendt, når der er opnået enighed om Den flerårige finansielle ramme 2014-2020, EU's langsigtede budgetplanlægningsøvelse, der i øjeblikket er til drøftelse i Rådet.
Den endelige afgørelse om programmet vil blive truffet i fællesskab af Rådet og Europa-Parlamentet.
Yderligere oplysninger:
Rådets drøftelse (video på alle sprog)
Pressekonference (video)
Erasmus for alle (Kommissions websider)