Energisikkerhed - bydende nødvendig for EU
 |
|
Sikring af energiforsyningerne har fået topprioritet i EU
© De Europæiske Fællesskaber
|
Den seneste gaskrise, der berørte flere EU-lande, så de stod uden gas i den koldeste vintertid, har sat energisikkerheden højt på EU's dagsorden.
På mødet den 19. februar vedtog Rådet "energi" konklusioner om Kommissionens meddelelse "Anden strategiske energiredegørelse - EU-handlingsplan for energiforsyningssikkerhed og -solidaritet", der blev fremlagt i november 2008.
Rådet fremhæver EU's uafhængighed af forsyninger udefra som essentiel i sin politik. Helt centralt står i denne forbindelse en sammenkobling af medlemsstaternes infrastrukturer, især i gassektoren. Nogle lande er afhængige af en enkelt leverandør, hvilket gør dem meget sårbare i tilfælde af forsyningsstop.
For at sikre sin energiuafhængighed er EU nødt til at diversificere energileverandørerne, kilderne og forsyningsruterne. Der bør indledes forhandlinger med tredjelande, især med gasproducerende lande ved Det Kaspiske Hav og landene syd for Middelhavet.
En anden måde at bidrage til EU's energiuafhængighed er at fremme vedvarende energi og øge deres andel af de samlede leverancer. Derfor vil energiproduktion i havvindmølleparker blive fremmet. Energisystemer med lavt CO2-udslip og energieffektiviteten skal også udbygges.
Energisikkerhed er blevet et vitalt anliggende for EU. Et sammenkoblet indre energimarked - der er effektivt, med stabile leverancer, diversificerede kilder og mere vedvarende energi - vil kunne garantere Den Europæiske Unions uafhængighed i denne nøglesektor.
Mere information:
Rådets pressemeddelelse (en) (pdf)
Transmission af Rådets pressekonference
Kommende begivenheder:
Rådet "almindelige anliggender og eksterne forbindelser", den 23. februar