Økonomi: Udfasning af de finanspolitiske lempelser
 |
|
© Fotolia
|
Selv om der er tegn på økonomisk genopretning, er tiden endnu ikke inde til at indstille den støtte, regeringerne har ydet økonomien. Det erklærede EU's finansministre den 20. oktober i Luxembourg. Det er imidlertid nødvendigt allerede nu at planlægge en koordineret strategi for i tide at kunne afvikle de økonomisk stimulerende politikker, så medlemsstaterne kan begynde genopretningen af de offentlige finanser i løbet af de næste to år.
De betydelige økonomiske stimulanser, medlemsstaterne iværksatte som reaktion på den finansielle og økonomiske krise, har haft en positiv effekt. Selv om det er opmuntrende, at den økonomiske nedgang er bremset, finansmarkederne stabiliseret, og at tilliden stiger, er opsvinget stadig skrøbeligt.
Ministrene var enige om, at de stimulerende tiltag ikke bør afvikles, før genopretningen er sikret og selvbærende. Men de fastslog også, at en hurtig udformning og formidling af en fælles exitstrategi vil styrke tilliden til økonomien og forankre forventningerne yderligere.
Denne strategi bør koordineres landene imellem i overensstemmelse med budgetreglerne i EU's stabilitets- og vækstpagt. Hvis opsvinget fortsætter og befæstes, bør alle medlemsstater indlede den finanspolitiske konsolidering - dvs. nedbringe statsunderskuddene og gældsstigningen - senest i 2011. Det planlagte tempo i indsatsen bør være ambitiøst, og man skal nå ud over 0,5 % af BNP om året i de fleste medlemsstater.
Mere information:
Rådets konklusioner (pdf)
Rådets pressemeddelelse (pdf)
Transmission af Rådets pressekonference