ØKOFIN gør fremskridt med økonomisk styring og klimafinansiering


@ Den Europæiske Union
Den cypriotiske finansminister Vassos Shiarly
ved mødets indledning
 

13-11-2012

EU's finansministre mødtes den 13. november for at drøfte de fremskridt, der er gjort med de lovgivningssager, der skal forbedre den økonomiske styring. På dagsordenen stod bl.a. den anden pakke om økonomisk styring ("twopack"), de reviderede kapitalkravsregler (CRD IV) og banktilsynsmekanismen. De ikkelovgivningsmæssige drøftelser omfattede forslaget om at forhandle ændrede rentebeskatningsaftaler med en række ikke-EU-lande og vedtage konklu-sioner om klimafinansiering.

Økonomisk styring ("twopack"): et opdateret forhandlingsmandat

Der var bred enighed i Rådet om et nyt forhandlingsmandat til formandskabet om dette anliggende. "Vi er fortrøstningsfulde, at den fleksibilitet, som Rådet har udvist, vil lette vores igangværende forhandlinger med Europa-Parlamentet, så vi kan nå en aftale inden årets udgang," anførte den cypriotiske finansminister Vassos Shiarly, som ledte mødet.

Den såkaldte "twopack" består af to udkast til forordninger, der skal forbedre den økonomiske styring i euroområdet. Forordningerne indfører en forbedret overvågning af den finanspolitik, der føres i landene, og en styrket overvågning af de medlemsstater, som følger et makroøkonomisk program eller en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.
Se også: pressemeddelelse (pdf) (en)

Klimafinansiering

Ministrene godkendte en rapport om EU's finansiering i 2012 af "hurtig start-foranstaltninger", som skal hjælpe udviklingslandene med at bekæmpe klimaforandringernes virkninger. Rapporten vil blive fremlagt på FN's klimakonference, der afholdes i Doha fra den 26. november til den 7. december.

Rådet bekræftede, at EU er på vej mod at opfylde sin finansieringsforpligtelse vedrørende "hurtig start-foranstaltninger", eftersom der er blevet tilvejebragt 7,1 mia. EUR af den samlede forpligtelse på 7,2 mia. EUR i perioden 2010-2012.
Se også: Rådets konklusioner om klimafinansiering - hurtig startfinansiering


Blandt andre punkter på dagsordenen var:

Banktilsyn: orienterende debat mellem ministrene

Debatten berørte lovgivning, der er udformet med henblik på oprettelse af en fælles tilsynsmekanisme for kreditinstitutioner i euroområdets medlemsstater og i de EU-medlemsstater, som vælger at deltage i den fælles tilsynsmekanisme.

Se også: pressemeddelelse (pdf) (en)

  • Reviderede regler om kapitalkrav (CRD IV): forelæggelse ved formandskabet om, hvor langt man er kommet. Formålet med de reviderede kapitalkravsregler er at gennemføre den såkaldte Basel III-aftale, som blev støttet af G20-medlemmerne i 2010 og godkendt af Det Europæiske Råd. Formålet med CRD IV-pakken er at gøre EU's banksektor mere modstandsdygtig over for finansielle chokvirkninger.
    Se også: pressemeddelelse (pdf)  (en)
     
  • Rentebeskatning: drøftelse om forhandlingsmandat. Rådet drøftede Kommissionens mandat til at indlede forhandlinger med Schweiz, Liechtenstein, Monaco, Andorra og San Marino om at ændre eksisterende aftaler med disse lande om beskatning af indtægter fra opsparing.
    Se også: pressemeddelelse (pdf) (en)

 

Yderligere oplysninger: