Retsafgørelser: lettere og hurtigere anerkendelse og fuldbyrdelse i EU


Rådet har vedtaget forenklede regler for
grænseoverskridende fuldbyrdelse
af retsafgørelser i EU
© Andre, Fotolia.com

07-12-2012

EU's regler for fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er blevet revideret. Revisionen skal rette op på mangler i de nuværende regler for bilæggelse af tvister på tværs af landegrænser for at forbedre det retlige samarbejde mellem EU-landene.

Den 6. december 2012 vedtog Rådet en revideret forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, den såkaldte Bruxelles I-forordning. Med den reviderede tekst bliver det lettere at sikre en smidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i et andet EU-land. Det er et vigtigt fremskridt for den frie bevægelighed for retsafgørelser i EU.

Den nye forordning, der forenkler proceduren for fuldbyrdelse af en retsafgørelse i et andet EU-land, gør det lettere og hurtigere at anerkende og fuldbyrde retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område i hele EU. Resultatet er færre omkostninger og kortere behandlingstid.

Efter de nugældende regler i forordningen får en retsafgørelse, der er truffet i ét EU-land, ikke automatisk virkning i et andet EU-land. For at blive fuldbyrdet i et andet EU-land skal en ret i det pågældende land erklære afgørelsen gyldig og eksigibel.

Efter de nye regler anerkendes en retsafgørelse, der er truffet i ét EU-land, i de øvrige EU-lande uden nogen speciel procedure og vil - hvis den kan fuldbyrdes i domsstaten, så snart den er erklæret eksigibel dér - blive fuldbyrdet i de øvrige medlemsstater. Indførelsen af standardformularer vil gøre det lettere at fuldbyrde udenlandske retsafgørelser.

Forordningen medfører andre vigtige ændringer i forhold til den nugældende Bruxelles I-forordning. Kompetencereglerne udvides til også at omfatte sager mellem forbrugere og erhvervsdrivende i lande uden for EU, så borgere og erhvervsdrivende har de samme muligheder for at sagsøge ved de nationale retter, når sagsøgte har bopæl uden for EU.

 

Yderligere oplysninger: