Demokrati i Moldova - et spørgsmål, der ligger EU stærkt på sinde


Kálmán Mizsei, EU's særlige repræsentant
i Republikken Moldova
Foto: Rådet for Den Europæiske Union

Den Europæiske Union er stærkt forpligtet på at bistå Moldova med at genoprette stabiliteten og videreføre de demokratiske reformer, siger EU's særlige repræsentant i Republikken Moldova, Kálmán Mizsei, i et eksklusivt interview til Rådets websted.

Hvordan vurderer De den politiske og økonomiske situation i Moldova?

Det unge moldoviske demokrati har oplevet en meget vanskelig periode efter de begivenheder, der fulgte valget den 5. april. Det er naturligvis et spørgsmål, der ligger Den Europæiske Union stærkt på sinde. Det moldoviske samfund er siden de voldelige protester den 7. april blevet stærkt polariseret. Mange menneskers menneskerettigheder er blevet krænket, og mediernes frihed og kvalitet er blevet forringet. Til trods for EU's intense bestræbelser på at lette dialogen mellem parterne og opfordre til gensidig respekt og forsoning er Moldova nu i gang med at forberede et nyt valg i et klima af kraftige gensidige beskyldninger. EU har hjulpet med til at mobilisere en bred international tilstedeværelse og støtte for at sikre, at valget den 29. juli afvikles demokratisk, og for at råde bod på de betænkeligheder, der kom til udtryk i forbindelse med valget i april. EU har også givet et kraftigt tilsagn om at forstærke sit engagement i Moldova for at bistå landet med at genoprette stabiliteten, videreføre de demokratiske reformer, arbejde for national forsoning og skabe velstand for befolkningen. Vi har i løbet af de seneste fem år øget vort engagement i landet betydeligt, og vi vil også fremover anvende denne dynamiske tilgang.

Bekymringen over den politiske krise forstærkes af en stadig mere kritisk økonomisk situation. Den politiske krise sinker de foranstaltninger, der skal bekæmpe krisen. Også i den forbindelse vil øget bistand både fra EU og internationale institutioner, hvor EU optræder med betydelig vægt, være af afgørende betydning for at hjælpe Moldova med at overvinde vanskelighederne. Det er nødvendigt, at Moldova med international støtte opretter et omfattende mellemsigtet krisebekæmpelsesprogram, som det internationale samfund kan give sin stærke støtte til.

Vi nærer tillid til, at den unge moldoviske stat vil overvinde disse vanskeligheder efter et demokratisk valg, og at vi også kan indlede et nyt kapitel i vore forbindelser. Vi er ganske klare over vort ansvar, eftersom et overvældende flertal af befolkningen i Moldova - som er vor direkte nabo - ser sin fremtid i nær tilknytning til Den Europæiske Union.

Hvordan er udsigterne til bilæggelse af konflikten omkring Transdnestrien?

Transdnestrien befinder sig også i en meget dyb krise såvel økonomisk som politisk. Dets allerede særdeles skrøbelige økonomi er skrumpet i et nærmest uhørt omfang. Ifølge officielle oplysninger faldt produktionen fra 500 mio. USD til 238 mio. USD i første halvår af 2009 i forhold til den samme periode sidste år. Det er imidlertid fortsat et faktum, at konflikten omkring Transdnestrien er forholdsvis let at løse sammenlignet med mange andre tilsvarende konflikter. Der er ingen etniske skel og ingen alvorlig fare for en militær konflikt. Når Moldova har fået en ny regering - hvilket vi forventer vil ske i det tidlige efterår - bliver forhandlingerne om en bilæggelse af konflikten forhåbentlig genoptaget. Hvis konflikten omring Transdnestrien løses, vil det få en meget positiv indvirkning på Europas sikkerhed i bredere forstand. Vi er i den forbindelse enige med Rusland, som naturligvis spiller en central rolle i processen med at få konflikten bilagt.

Har EU-grænsemissionen for Moldova-Ukraine (EU BAM) forbedret grænsekontrollen og samarbejdet mellem de to lande?

EU BAM er en kolossal succeshistorie. Den har hjulpet med til at reformere grænsekontrollen og toldvæsenet i begge lande i retning af de europæiske standarder. Det drejer sig ikke kun om grænser, men bidrager også til at forstærke retsstaten, bekæmpe korruptionen og skabe større gennemsigtighed i de statslige strukturer. Samtidig er der skabt bedre betingelser for en løsning på konflikten omkring Transdnestrien. Jeg er mine kolleger i EU BAM, som jeg har et fortrinligt samarbejde med, meget taknemmelig. Det vidner om missionens nytte, at såvel Moldova som Ukraine har anmodet om en forlængelse af EU BAM ud over det nuværende mandat, som udløber i november 2009.

23-07-2009