Debat om nye regler for transeuropæiske energinet


© Fotolia

14-02-2012

På Rådets samling den 14. februar drøftede energiministrene et nyt udkast til regler, som er udarbejdet for at forenkle procedurerne og lette finansieringen af projekter inden for udviklingen af transeuropæiske energinet. Disse net er nødvendige for at opfylde Unionens klima- og miljømål, sikre energiforsyningssikkerheden og fremskynde færdiggørelsen af det indre energimarked, hvilket vil være et incitament for konkurrence og retfærdige forbrugerpriser.

Drøftelsen vil bidrage til at fremskynde vedtagelsen af udkastet til forordning, som ifølge planen skal finde sted i slutningen af 2012.

Udkastet til regler er udarbejdet for at løse tre primære hindringer for en mere effektiv investering i energiinfrastrukturen, nemlig lange og komplekse tilladelsesprocedurer, ineffektiv regulering og begrænset finansiering.

Det vigtigste nye element i udkastet til forordning er, at et begrænset antal af energiinfrastruktur­relaterede projekter kan udpeges som "projekter af fælles interesse" i EU. For at blive udpeget skal disse projekter bl.a. opfylde kriterier for økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed og bi­drage til at opfylde EU's klima- og energipolitiske mål. I udkastet foreslås også en strømlining af tilladelsesprocedurerne og reglerne for omkostningsfordeling.

Kommissionen anslår, at de krævede investeringer i transeuropæiske el- og gastransmissions­infrastrukturer beløber sig til ca. 200 mia. EUR. Det nuværende forslag til EU-finansiering af energiinfrastrukturprojekter på europæisk plan lyder på 9,1 mia. EUR. Dette vil være første gang, at EU finansierer udviklingen af energiinfrastruktur i denne størrelsesorden over det almindelige budget.

Projekterne, som omfattes af disse nye regler, vil fuldt ud overholde de europæiske miljøstandarder.

 

Yderligere oplysninger: 
Webcast af den offentlige debat    
Webcast af pressekonferencen  
Pressemeddelelse  
Kommissionens forslag  
EU's energiinfrastrukturprioriteter for 2020 og derefter