Rådet giver grønt lys til at indlede samtaler om frihandel med USA

Den 14. juni 2013 gav EU's handelsministre Kommissionen mandat til at forhandle en bred handels- og investeringsaftale på plads mellem EU og USA. Samtalerne ventes at starte formelt på G8 den 17. juni.

<p>© Rudie - Fotolia.com</p>

© Rudie - Fotolia.com

Dette "transatlantiske handels- og investeringspartnerskab" har høj prioritet for det irske formandskab for Rådet. "Det vigtigste resultat i dag har været EU-USA-mandatet", sagde Richard Bruton, irsk beskæftigelses-, handels- og innovationsminister, der ledede Rådets samling. "Aftalen vil give fordele på begge sider af Atlanten og er en vigtig stimulus i en tid, hvor den europæiske økonomi har brug for sådan en stimulus."

Mandatets omfang

EU's forhandlingsmandat til partnerskabet fokuserer på tre overordnede emner:

1.         markedsadgang
2.         regulering og ikketoldmæssige hindringer (f.eks. forskelle i standarder)
3.         de regler, der skal gælde for aftalen.

Rådet var enigt om, at audiovisuelle tjenester ikke skal indgå i mandatet, men at Kommissionen skal have mulighed for at fremsætte anbefalinger om yderligere forhandlingsmandater.

Handel er et område, hvor EU har enekompetence, og hvor Kommissionen forhandler internationale aftaler på EU's vegne.

Mandatet, som medlemsstaterne vedtog enstemmigt i fredags, består af tre dele:

  • Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger
  • EU-medlemsstaternes afgørelse om at bemyndige Kommissionen til på deres vegne at forhandle om de bestemmelser i partnerskabet mellem EU og USA, der falder uden for EU's kompetence
  • forhandlingsdirektiverne.


Aftalens indgåelse

Rådet indgår den endelige aftale, når Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse, og medlemsstaterne har ratificeret teksten.

Ventet effekt af partnerskabet

Når partnerskabet er kommet op at stå, vil det være den største bilaterale handelsaftale nogensinde. Ifølge en konsekvensanalyse, Kommissionen har foretaget, kan en omfattende handels- og investeringsaftale øge EU's BNP med op til 0,48 % og EU's BNI med op til 86 milliarder euro.

Samhandelen mellem EU og USA i dag

EU er USA's største handelspartner, mens USA er EU's næststørste handelspartner - med henholdsvis 17,6 % og 13,9 % af den anden parts handel med varer i 2011. Tilsammen tegner EU og USA sig for næsten halvdelen af verdens BNP og en tredjedel af verdenshandelen.

 

Se også: 

Fandt du det, du søgte?

Ja    Nej

 

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?