Rent vand til alle
 |
|
© Fotolia
|
Vandmangel og tørke er et stadig større problem i mange egne af Europa. Klimaændringer og stigende vandefterspørgsel vil forværre situation, hvis der ikke skrides ind. Miljørådet opfordrede den 11. juni indtrængende alle medlemsstater i farezonen til at udarbejde vandknapheds- og tørkeforvaltningsplaner. Det opfordrede dem til at forbedre vandeffektiviteten i alle sektorer. Ferskvand bør ikke længere tages for givet.
Ministrene støttede videreudviklingen af det europæiske tørkeobservatorium, der i øjeblikket befinder sig i prototypefasen. Det vil skulle stå for tørkevarsling, -vurdering og -overvågning og fremme udveksling af god praksis.
De understregede også, at det er nødvendigt at gøre en større indsats for at forvalte vandbesparelser og vandefterspørgslen ved hjælp af forskellige værktøjer. Det kan være prissætning, mere intelligente vandingssystemer, vandeffektivitet i bygninger, landbrug, industri og turisme samt oplysningskampagner.
Hvis de forebyggende tiltag skulle vise sig utilstrækkelige, kan det blive nødvendigt at gribe til supplerende vandforsyningsinfrastrukturer, såsom afsaltning eller regnvandsopsamling. Investeringer i udvikling af nye bæredygtige teknologier, der skal sikre forsyningen med rent vand, bør fremmes.
Klimaændringerne vil sandsynligvis øge forskellene regionerne imellem. Vi må regne med hyppigere og alvorligere tilfælde af tørke, især i Sydeuropa. Nogle medlemsstater er begyndt at lide af permanent vandknaphed i hele landet. Da mange floder og søer i EU krydser grænserne, deler vi de samme risici og udfordringer, og problemerne skal løses koordineret.
Mere information:
Rådets konklusioner
Transmission af pressekonference
Pressemeddelelse fra Miljørådet