Atalanta forlænget til udgangen af 2012
 |
|
© Den Europæiske Union, 2010
|
Udenrigsrådet besluttede den 14. juni at forlænge EU's operation mod pirateri EUNAVFOR-Atalanta ud for Somalias kyst til december 2012. EU følger en samlet tilgang til Somalia og sørøveri baseret på regionalt ejerskab for at bidrage til fredelige og sikre forhold på Afrikas Horn.
Atalanta har til opgave at beskytte skibe, der bringer humanitær hjælp til Somalia, transporter, der udføres af Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom), samt andre udsatte skibe, der sejler i Adenbugten og Det Somaliske Bassin. Atalantas flådepatruljer afskrækker, standser og anholder de sørøvere, de møder på havet.
Gennem de sidste to år har sørøverne udvidet deres aktionsradius til det centrale Indiske Ocean. Som reaktion har Rådet i princippet også besluttet at udvide Atalantas aktionsområde mod øst og syd.
Grundene til sørøveriet ud for Østafrika skal søges på land. For at løse problemerne er den nuværende flådeoperation blevet kombineret med EU's uddannelsesmission for Somalia (EUTM), der bidrager til at styrke de somaliske sikkerhedsstyrker. Som Somalias største donor yder EU endvidere en omfattende udviklingsbistand til befolkningen ved blandt andet at støtte oprettelsen af demokratiske institutioner og skaffe adgang til uddannelse. Den 14. juni overtog generalmajor Buster Howes kommandoen over Atalanta fra kontreadmiral Peter Hudson.
Mere information:
Pressemeddelelse
EUNAVFOR Somalia
EUTM Somalia