Enighed om den europæiske diplomatiske tjeneste


© Fotolia

Den 26. april 2010 nåede udenrigsministrene til politisk enighed om forslaget om oprettelse af EU-Udenrigstjenesten. Denne skal fungere som EU's diplomatiske tjeneste sammen med EU-delegationerne i lande uden for Europa.
Oprettelsen af den fælles udenrigstjeneste er en af de vigtigste ændringer, der følger af Lissabontraktaten. Tjenesten skal sikre større sammenhæng og effektivitet i EU's optræden udadtil og øge EU's politiske og økonomiske indflydelse i verden.
Den nye tjeneste et selvstændigt fungerende EU-organ, som skal bistå Catherine Ashton, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, med at gennemføre den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og skabe sammenhæng i EU's optræden udadtil.
Personalet kommer til at bestå af medarbejdere fra afdelinger i Rådet og Kommissionen med ansvar for eksterne relationer samt personale fra de 27 medlemslandes diplomatiske tjenester. Den fælles udenrigstjeneste skal samarbejde med de nationale instanser, og dens delegationer uden for Europa kan hjælpe medlemsstaterne ved at varetage konsulære opgaver for borgerne.
Aftalen vil danne grundlag for forhandlinger med Europa-Parlamentet, så den nye tjeneste kan blive operationel så hurtigt som muligt. Aftalen, der har form af en afgørelse, vedtages af Rådet efter afslutning af forhandlingerne, og når Kommissionen har givet sin godkendelse. Ændring af bestemmelser i EU's finansforordning og personalevedtægt, der er nødvendig for oprettelsen af udenrigstjenesten, samt et ændringsbudget vil blive vedtaget ved fælles beslutningstagning sammen med Europa-Parlamentet.

Mere information:

Pressemeddelelse

Transmission af pressekonference


30-04-2010