På samlingen i Rådet den 28. februar definerede energiministrene EU's energipolitiske prioriteter for 2011-2020. Formålet er at sikre alle europæere bæredygtig og stabil energi til en overkommelig pris.
"Vi er på rette spor med hensyn til udarbejdelsen af vores politiske holdninger og gennemførelsen af alle de afgørelser, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde den 4. februar vedrørende det indre markeds udvikling frem mod 2014 og politikken om at afskaffe "energiøer" efter 2015", sagde den ungarske minister for national udvikling Tamás Fellegi, der var formand for samlingen i Rådet.
I februar blev lederne fra alle medlemsstaterne enige om, at det indre marked for energi bør være gennemført senest i 2014. De understregede også nødvendigheden af at modernisere og udvide energiinfrastrukturen, så alle medlemsstaterne er tilsluttet det europæiske net senest i 2015. På grundlag af disse konklusioner og Kommissionens meddelelse om energistrategien fastlagde ministrene en række detaljerede retningslinjer.
Ud over det indre marked for energi og infrastruktur omfatter disse retningslinjer energieffektivitet, forskning og innovation inden for energiteknologi med lavt CO2-udslip, indenlandske energikilder og indenlandsk energiproduktion, forbindelser med tredjelande inden for energi og langsigtede perspektiver.
På grundlag af ministrenes konklusioner vil Kommissionen fremlægge yderligere forslag, navnlig om infrastruktur og energieffektivitet. Drøftelserne om energieffektivitet fortsætter i Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi den 10. juni.
Yderligere oplysninger:
Rådets konklusioner (pdf)
Pressemeddelelse
Webcast fra pressekonferencen
Det Europæiske Råds konklusioner (den 4. februar 2011, pdf)