Bedre forhold for kvinder på landet
 |
|
© Fotolia
|
På rådsmødet den 17. maj diskuterede EU's landbrugsministre på baggrund af et oplæg fra det spanske formandskab, hvordan ligestilling mellem mænd og kvinder i landdistrikterne kan fremmes. Kvinder spiller en central rolle i lokalsamfundene, men deres bidrag går ofte ubemærket hen og påskønnes ikke. Det er tvingende nødvendigt at sikre begge køn lige muligheder, hvis landdistrikterne skal holdes i live.
Formandskabets oplæg bygger på konklusionerne fra seminaret "Kvinder og bæredygtig udvikling af landdistrikterne", som fandt sted den 27.-29. april 2010 i Cáceres i Spanien. På majmødet drøftede landbrugsministrene inddragelse af kønsaspektet i den fælles landbrugspolitik og havde lejlighed til at fremlægge, hvorledes disse spørgsmål behandles i deres nationale landbrugs- og landdistriktudviklingspolitikker. De drøftede, hvordan man kan forbedre situationen for kvinder, f.eks. ved at medtage positiv forskelsbehandling i den næste programmeringsperiode 2014-2020 for udvikling af landdistrikterne.
Under debatten kom man ind på spørgsmål som diversificering af landdistrikternes økonomi-som kvinderne allerede er aktivt involveret i (ved at fremstille ost på mejerigårde, drive gårdpension osv.)-større repræsentation af kvinder i beslutningstagningen, fremme af selvstændig beskæftigelse og virksomhedsstart blandt kvinder samt bedre brug af informations- og kommunikationsteknologier. Endvidere vil bedre børnepasningsmuligheder være i alle forældres interesse i landområderne, men de vil især hjælpe kvinder ud på arbejdsmarkedet.
Mere information:
Ligestilling mellem mænd og kvinder i landdistrikterne
Rådets pressemeddelelse
Transmission af pressekonference
Europæisk forum "Kvinder og bæredygtig udvikling af landdistrikterne" (en/fr/es)