Forfatning
Ved afslutningen af mødet i Det Europæiske Råd den 16.-17. juni 2005 vedtog stats- og regeringscheferne for Den Europæiske Unions medlemsstater en erklæring om ratifikationen af traktaten om en forfatning for Europa
Stats- og regeringscheferne og udenrigsministrene for Den Europæiske Unions femogtyve medlemsstater undertegnede traktaten om en forfatning for Europa den 29. oktober 2004 i Rom.
Undertegnelsen skete på baggrund af den enighed, der blev opnået på regeringskonferencen den 18. juni 2004 på grundlag af de drøftelser, som Det Europæiske Konvent havde ført fra februar 2002 til juli 2003.
Forfatningen for Europa bekræfter de værdier, som Unionen bygger på, nemlig respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne. Den udvider desuden borgernes rettigheder ved, at chartret om grundlæggende rettigheder bliver juridisk bindende for EU's institutioner og medlemsstaterne, når de anvender EU-lovgivningen.
Forfatningen styrker Unionens demokratiske grundlag ved at tillægge Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter øgede beføjelser og ved at give borgerne nye muligheder for medbestemmelse.
Den gør desuden Unionen mere synlig og effektiv og åbner mulighed for at udvide samarbejdet om retlige anliggender og den indre sikkerhed samt om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Herudover indeholder den forenklinger og afklaringer, der vil gøre det lettere at forstå Den Europæiske Union, og hvordan den fungerer.
De vigtigste trin i reformen af Den Europæiske Unions institutioner